Det er Tove, der fylder. Med en egen skrøbelig styrke. For en gangs skyld spiller Paprika Steen ikke Paprika, sådan som hun som celebrity-skuespiller ellers har ry for. Hun har droppet divafurien, den ukuelige djævelske skrapsak og det kontrollerede look for at give los for en anden fylde. Selvfølgelig kan Tove her lange satans rapkæftet og nedrigt ud og som garvet desperado vælte sig i et orgie af flasker, men hun flyder mere og mere ud i sin kvabsede underkjole og det indre kaos. Raver rundt i al sin kærlighedslængsel. På bare – sårbare – fødder.
Bare hamrende ærgerligt, at Tove Ditlevsen her er skrumpet så meget ind i rolleformatet, at det ikke er til at mærke hende som kunstner, selv om Jakob Weis tidligere har skrevet det fremragende forfatterportræt ’Bang og Betty’, også på Folketeatret. Godt nok står vi midt i et omfattende Tove-comeback med nyt fokus på hendes store litterære talent, så det kan synes berettiget at give et nyt bud på hendes mere private side, som gud og hvermand mener at kende.
