Den største europæiske klubturnering sætter alt ved fodbold på spidsen og skaber uimodståelig underholdning, skriver Søren-Mikael Hansen i denne analyse.

Når vi tillader os at glemme det dubiøse kulissespil, er Champions League bare uimodståelig underholdning

Michael Olise i knælende jubel over målet til 4-3, der definitivt lukkede kvartfinalen til Bayern Münchens fordel. Foto: Alexandra Beier/Ritzau Scanpix
Michael Olise i knælende jubel over målet til 4-3, der definitivt lukkede kvartfinalen til Bayern Münchens fordel. Foto: Alexandra Beier/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I anskuelsen af en fodboldverden, hvor storhedsvanvid og grænseløs grådighed er en del af forretningsmodellen, har vi efterhånden lært aldrig at sige aldrig. Derfor er det mere hensigtsmæssigt at skrive, at der højst sandsynligt aldrig vil blive spillet en kamp mellem vinderne af landsholdenes VM og de europæiske klubbers Champions League.

Rent praktisk ville det nok også være umuligt, for en eller flere spillere skulle med stor sandsynlighed spille for begge hold. Men selv uden den forhindring ville Gianni Infantino sikkert modsætte sig konfrontationen, for hvis der er noget, Fifa-præsidenten ikke bryder sig om, så er det at stå bag tabere – og da slet ikke i en situation, hvor vinderne har noget med Uefa at gøre.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her