Annonce
Annonce
Annonce
Mad 13. apr. 2012 KL. 07.00

Sådan skelner du mellem fup og fakta på vinens etikette

MADs vinekspert guider dig gennem vinetiketternes jungle af marketingsgøgl og salgskneb.

Vinverdenen er barsk business.

De seneste ti års øgede produktion og kvalitet ikke mindst fra lande som Chile, Australien, Argentina og Sydafrika har gjort kampen om vindrikkernes gunst til en benhård dyst. Med nutidens viden og teknologi er det sådan, at det største problem for vinhusene ikke er at lave god vin, men at få den solgt.

LÆS ARTIKELFem almindelige fejl i vin

Her gælder alle kneb, og da vinetiketterne udgør den eneste sikre direkte kommunikation mellem producent og forbruger, lægger især de større foretagender meget energi og mange penge i den del.

Det handler naturligvis om design, men i høj grad også om at udnytte selve teksten på etiketterne til at fange kundernes opmærksomhed og ved hjælp af vinøse plusord at overbevise dem om, at netop denne vin er noget helt specielt.

Fokuser på fakta
Hvor efterlader dette den nysgerrige forbruger, der gerne vil prøve noget nyt og forsøger at få hjælp til valget på etiketten. På herrens mark?

Ikke helt, men det gælder om primært at fokusere på fakta, det vil sige område, druesort og sidst, men absolut ikke mindst, producenten.

Det kræver lidt mere opmærksomhed og hukommelseskapacitet, og kniber det på disse fronter, må man ty til det altid gode råd: Køb vin et sted, hvor personalet kan og vil svare på spørgsmål.

Reserva



Reserva er et af de mest brugte salgskneb. I eksempelvis Spanien og Italien er det forbeholdt vine med et helt bestemt og lovfæstet krav til lagringstiden hos vinproducenten. Normalt vil der være tale om de bedre og dyrere vine i husets portefølje.

I oversøiske vinlande som f.eks. Chile og Argentina bruges reserva (reserve på engelsk) derimod om den næstlaveste kvalitet lige over basiskvaliteten, og her er der ingen specifikke krav, der skal opfyldes, for at termen kan bruges.

Det behøver ikke at betyde, at vinene er dårlige, men omvendt heller ikke, at de udgør en speciel og særlig god del af produktionen.

SE GUIDESådan bestiller du vin på restauranten

Det samme kan siges om founders eller vintners reserve, som går igen på mange amerikanske etiketter, og som kan være alt fra topkvalitet til ligegyldigheder. Det eneste, man får, er en fornemmelse for vinens rangering internt blandt producentens mange vine.

Forholder det sig så med sikkerhed anderledes i Spanien og Italien? Næ. Reserva/riserva siger i bedste fald noget om vinens stil. Den har lagret længere tid og vil derfor typisk have mindre umiddelbart frugtpræg og være mere præget af fadlagring i form af toner som kaffe, chokolade og toast.

Hvis vinproducenten har fulgt logikken, har han anvendt de bedste druer til denne mindre produktion. Det er dog ikke nødvendigvis tilfældet. Endelig er reserva ikke en kvalitetsindikator, hvis man foretrækker yngre og friskere vine.

Selection



En anden favorit hos marketingafdelingerne er selection. Variationen er stor: winemakers selection, reserve selection, vineyard selection, estate selection, osv.

At vinen er ’udvalgt’ lyder jo godt, men også her gælder det, at der ikke findes nogen som helst kontrol af dette.

Der er således fri bane, hvis man vil lade sin svigermor eller hunden (uden sammenligning i øvrigt!) stå bag en serie selected-vine (som der i øvrigt kan fremstilles flere hundredtusinder flasker af).

LÆS ARTIKELNye vinlande lægger op til et spændende 2011

Vineyard selection eller det beslægtede og ofte anvendte single vineyard læner sig tæt op ad det franske cru-begreb.

Selv i Frankrig, hvor anvendelsen af termen trods alt er reguleret, er der store forskelle på den konkrete betydning og dermed af værdien som forbrugeroplysende information.

Og i USA, Australien, Sydafrika mv., hvor reglerne er meget løsere, bliver det endnu mindre relevant at tillægge det særlig betydning.

En udvalgt vinmark kan være alt fra nogle få til flere hundrede hektar stor, og som generel indikator for en særlig god vin er selected vineyard uanvendelig.

Medaljeregn


Guld-, sølv- og bronzemedaljer fra nationale eller internationale vinkonkurrencer optræder hyppigt, enten direkte på etiketten eller som et 'vedhæng' på flasken.

Der er dog flere men’er ved medaljerne.

For det første konkurrencens art. Det er umuligt for de fleste kunder at gennemskue, om der er tale om en lille, lokal (upålidelig?) konkurrence eller en større og mere anerkendt som f.eks. Decanter World Wine Awards, Concours Mondial de Bruxelles eller Den Franske Lilje.

LÆS ARTIKELDyre vine smager bare bedre

Dernæst er det næsten lige så vigtigt at vide, hvem der ikke var med, som hvem der vandt.

Topvinene i et land eller område deltager kun sjældent i disse konkurrencer, så vinderne kan næsten altid bedst betegnes som de bedste af de næstbedste.

Og der er stort set altid vældig mange vindere. Der gives medaljer i et hav af kategorier, og det er heller ikke unormalt, at der gives medalje til alle vine, der klarer et vist minimumskrav.

Jeg har selv siddet som dommer ved flere af sådanne konkurrencer og kan forsikre om, at langt fra alle medaljevindere har været anbefalelsesværdige i min bog.

De gamle stokke


Mange kan nikke genkendende til begrebet old vines, som er en meget udbredt betegnelse på vinetiketter.

Ellers ringer klokken måske ved vielles vignes (fransk), vigne vecchie (italiensk) eller viñas viejas (spansk). Her bevæger man sig som forbruger på lidt mere sikker grund.

Dels virker det, som om producenterne har en lidt større selvjustits på dette område, dels er der en vis sammenhæng mellem kvalitet og vin på ældre stokke.

SE ARTIKELBliv din egen vinmager

Den enkle regel er, at yngre vinstokke producerer mange druer og mindre komplekse og koncentrerede vine i forhold til ældre stokke, hvor det naturlige høstudbytte er lavt.

Også her er problemet, at der ikke findes nogen tilstrækkelig kontrol med anvendelsen.

I f.eks. Spanien, Sydfrankrig og visse steder i Australien skal der som regel mindst 50-60 år til, før producenterne kalder stokkene for gamle, andre steder er det langt færre år.

Mest tydeligt bliver forskellen, når samme producent laver samme vin i både en normal- og en old vines-udgave. Her er vinen fra de gamle stokke som regel en bedre vin – og dyrere naturligvis!