Hold da op, Jean! Du er virkelig blevet populær, efter at du tog de ekstra kilo på!«, siger herren i smoking til sin velskabte dansepartner.

Hun griner glad og forlegent. Avisannoncen fra 1954 har overskriften 'Don't be Skinny!', produktet hedder 'Wate-on' og lover »nem vægtforøgelse på op til 7 pund på en uge!«.

»Mænd gad ikke kigge på mig, da jeg var tynd. Men efter at jeg har taget ti pund på på denne nye, nemme måde, har jeg alle de dates, jeg har lyst til«, siger den letpåklædte model i en anden annonce, denne gang for produktet 'ironized yeast' i pilleform.

Det lyder med moderne ører som et sært parallelunivers, hvor alt er på hovedet, og det er attraktivt at tage 5 kilo på frem for af, når man planlægger at skulle på stranden. Men ikke desto mindre har det været virkeligheden, især i USA, hvor annoncerne er fra, men også i nogen grad herhjemme tilbage i 1930'erne, 1940'erne, ja helt frem til starten af 1960'erne.

LÆS ARTIKEL Motionsredaktør: Jeg - en fedling

»Hule lår, altså ben så tynde, at man kunne se luft mellem lårene, syntes man var rigtig, rigtig grimt. Det samme gjaldt, hvis man kunne se kravebenene eller ribbenene. Vores tids modeller ville ikke have haft det nemt«, siger professor fra Saxo-Instituttet på Københavns Universitet Anne Løkke, der blandt andet forsker i opfattelsen af fedme gennem tiderne.

Idealet var dengang anderledes og tillod flere kilo på kroppen. Sådan som det ses i en anden annonce for Wate-On fra 1963, hvor hollywoodskuespillerinden Eva Six poserer med en fyldig Marilyn Monroe-figur og siger »Don't let Them call you Skinny!«.

Det skal nu ikke forstås sådan, at fedt var et ideal. På annoncerne fra 1930'erne, 1940'erne og op til 1960'erne var idealet, man stræbte efter, lidt mere velnæret end idealet i moderne modemagasiner og reklamer.

Der skulle være mere på lårene, der skulle være mere til gården - bryststørrelse, derimod, var præget af flere diller, snart skulle de være små, snart skulle de være store, nogle gange skulle de bæres højt, andre gange, som i 1930'erne, nærmest presses ned mod maven.

Men der er stadig tale om kvinder med en BMI - body mass index - inden for det slanke område. Der er ikke tale om overvægtige, selv om hollywoodskuespillerinden Eva Six muligvis er en undtagelse.

LÆS ARTIKEL Hver fjerde ung tror, at man kan danse sig ædru

Fedme var stort
For sagen er også, at der igennem hele det 20. århundrede bredte sig et slankhedsideal, der stod i grel modsætning til tidligere tiders robuste kvinder med indsnørede liv.

Ifølge den amerikanske historiker Peter Stearns 'A Fat History', der gennemgår udviklingen i opfattelsen af fedme i USA og Frankrig, var der godt nok i 1830'erne en kort periode, hvor skrøbelig slankhed var idealet, men i årtierne derefter var holdningen, at det var meningen, at modne kvinder skulle være fede.

Slankhed var måske nok en dyd hos unge kvinder, men det var en decideret last, nærmest anstødeligt hos de lidt ældre, fordi en vis rundhed signalerede moderskab, skriver han.

Mellem 1860'erne og 1880'erne kom robust velnærethed også på mode blandt mænd, fordi en mave symboliserede velstand.

Datidens portrætmalere ville understrege og overdrive robustheden, og doktorer opfordrede insisterende til en solid vægt hos kvinder til bekæmpelse af den stigende forekomst af neuroser. Formålet med datidens mode, ikke mindst korsettet, var at omarrangere kvinders fedt, ikke at skjule det.

Fra århundredeskiftet begyndte den nye slanketrend at brede sig, og slankhed og sundhed, ofte kombineret med afholdenhed, blev det nye ideal. Men det eksisterede side om side med, at tyndhed blev anset for grimt, siger Anne Løkke.

»Omkring 1910 var tuberkulose den største dødsårsag i København blandt unge mennesker, og den første måde, man så det på, var, at folk blev tynde. Så man havde en skræk for, at for tynd betød syg. Og så var det stadigvæk sådan, at mødre af arbejderklassen skulle arbejde sindssygt hårdt for at skaffe kalorier nok til børnene og nok til, at forældrene ikke gik og var småsultne hele tiden. Det er svært at få kalorier nok til at holde sig på den buttede side. Det at have noget på sidebenene var noget, bondekoner og de rige havde«, siger hun. Så der var et sundhedssignal og et økonomisk signal i at have sul på kroppen.

Hverken Anne Løkke eller hendes hold af ph.d.-studerende er i danske medier stødt på den slags opfedningsmidler bestående af koncentrerede kalorier eller jern og gærkulturer, som annonceredes i amerikanske magasiner og aviser. Men de har heller ikke ledt efter det.

Heller ikke madhistoriker Bi Skaarup er i sin karriere stødt på den slags reklamer.

Så måske er det et isoleret amerikansk fænomen. Måske var det kun i USA, at skravlede kvinder i alt for løse badedragter kunne overhøre mænd hviske: »Den bønnestage har ikke noget sexappeal - lad os skride!«, sådan som de gør i tegneseriereklamen for Ironized Yeast fra 1930’erne.

Og måske er det kun i USA, at denne stakkels tynde kvinde kunne tage en pille, tage 5 kilo på og få uger efter stå på samme strand, mens mændene udbrød: »You are the Queen of The Beach!«.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken