Annonce
Mad 22. sep. 2008 KL. 08.29

Økologer forventer salgsboom

Omsætningen fordobles over de næste fem år, vurderer Økologisk Landsforening. Supermarkederne sætter flere økovarer på hylderne.

Se også
  1. Find vej i mærkejunglen

    Salget af fair trade-varer, økologiske madvarer og miljømærkede produkter stiger støt. Følg guiden og få styr på, hvad de forskellige mærker betyder. Se flere detaljer

  2. Alt om økologi
Se alle guider

Flere og flere økologiske varer glider over kassebåndet i de danske supermarkeder.

Siden 2003 er omsætningen af økologiske varer i dagligvarehandlen steget fra 2 milliarder kroner til over 4,5 milliarder kroner i år.

Og Økologisk Landsforening forventer endnu en fordobling i omsætningen de kommende fem år, så den udgør mindst 9 milliarder kroner i år 2013, skriver 24timer.

Mere økokød
»Salget stiger inden for alle fødevaregrupperne, men vi har set de seneste år, at økologien har bredt sig fra at være basisvarer som mælk, mel, frugt og grønt til at være alle varegrupper. Du kan få økologiske krydderier, knækbrød, saft og slik« forklarer Henrik Hindborg, markedschef i Økologisk Landsforening.

»Vi forventer en væsentlig stigning både inden for basisvarerne, og inden for mere nydelsesprægede produkter. Jeg er også overbevist om, at kødet kommer til at stige meget mere,« siger han.

Økonomien kan spænde ben
Forklariangen er blandt andet dagligvarehandlens velvilje over for at sætte de økologiske produkter på hylderne og invitere de mange små producenter indenfor.

Men om den spåede stigning på det økologiske marked også vil blive en realitet, er endnu svært at vurdere. Cheføkonom i Landbrugsraadet, Leif Nielsen, påpeger, at danskernes stramme økonomi uundgåeligt får indflydelse på vores forbrugsvaner.

Hver fjerde køber mindre økologi
»Alle familier skal overveje, hvordan de kan bruge færre penge. Men samtidig har vi i de seneste år set en tendens til, at fødevarer fylder mere som en holdningsvare, hvor man tager aktiv stilling. Økologi er jo et af de steder, hvor man har god mulighed for at gøre det,« forklarer han.

En undersøgelse foretaget af Landbrugsraadets magasin, FoodCulture, viser, at knap en fjerdedel af dem, der lægger deres madvaner om på grund af de stigende fødevarepriser, siger, at de køber mindre økologi. Om de rent faktisk så også gør holdning til handling er en anden sag.

Dygtigere producenter
»Økologien har aldrig haft det bedre,« forklarer miljøchef i Coop, Katrine Milman.

»De seneste år er der sket et tigerspring, hvad angår udbud, sortiment og salg. Der er rigtig mange producenter, der er blevet dygtige til ikke bare at lave en kopi af det konventionelle, men noget andet, som så også er økologisk.«

nyheder@pol.dk

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer