Annonce
Mad 31. dec. 2008 KL. 15.38

Øko-cola får smæk i test

Der er svære hug til de økologiske colaer fra fem unge i vores blindsmagning af ti colavarianter.

Vi tjekker

Øko-cola får smæk i test

Sorteret efter

Sådan gjorde vi

Lørdagsliv bad en gruppe skolepraktikanter fra 9. klasse om at blindsmage ti forskellige colaer – syv konventionelle og tre økologiske.

Praktikanterne blev hver især bedt om at bedømme colaernes duft, udseende, smag og fornemmelse i munden og give hver cola en samlet karakter mellem 1 og 6, hvor 6 er bedst. Karaktererne her på siderne er afrundede gennemsnit af de fem dommeres karakterer.

De fem coladommere er: Anna Kyst, Emil Hee Stenstrup, Laura Junker Clausen, Mathias Duhn Larsen og Signe Agnete Rønde Kristensen.

Læs også:

»Glem det«!

Sådan lyder den barske besked til et par af de økologiske indslag i vores blindsmagning af cola. Her blev ti forskellige colaer med sukker prøvesmagt.

Dommerne er fem 14-15-årige skolepraktikanter, og de er hårde ved øko-colaerne, hvis identitet de vel at mærke ikke kender under testen:

»Klam, klammere, klammest« og »drik den aldrig«, noterer de blandt andet.

De viser dog en vis nåde over for Harboe Økologisk Cola, som er ny på markedet. Den slipper med betegnelser som »flad« og »kedelig«.

Skolet til den almindelige type
Coladommerne er ikke overraskede, da det viser sig, at de økologiske colaer har fået den hårdeste medfart i testen.

»De duer bare ikke«, er der enighed om.

Ikke fordi de principielt har noget imod økologi, men når det handler om cola, ved de godt, hvad det vil have. Og det er ikke ø-mærket. Fire af dommerne fortæller, at den klassiske Coca-Cola er deres favorit, mens en enkelt foretrækker light-varianten Coca-Cola Zero.

Pepsi overrasker dommerne
Det er dog ikke Coca Cola, som får flest point i testen. Til flere dommernes overraskelse er de mere begejstrede for den brune bobledrik, som viser sig at være konkurrenten Pepsis klassiske cola.

»Den er frisk og god og har en tilpas mængde brus«, noterer Laura Junker Clausen og Mathias Duhn Larsen.

Ved bordet i Politikens kantine sidder også en foroverbøjet ung mand:

»Det er ret hårdt at smage efter, normalt drikker man jo bare«, siger Emil Hee Stenstrup. Han har ondt i maven efter de første smagsprøver, som bliver serveret tidligt på formiddagen.

»Måske skulle jeg alligevel have spist morgenmad først«, funderer han.

Bader ikke tænder i cola
Så meget cola er dommerne heller ikke vant til at konsumere. Ingen af dem lever ikke op til fordommen om, at unge har tænderne kronisk badet i cola.

På spørgsmålet om, hvor ofte, de bæller den brune sodavand varierer svarene fra »et par gange om ugen« til »højst en gang om måneden« og helt ned til »kun ved specielle lejligheder som fødselsdage og fester«.

Indholdsdeklarationerne på colaerne i testen viser, at de økologiske udgaver indeholder bl.a. rørsukker, bygmalt, kolanød og krydderier, mens indholdsremsen på de konventionelle oplister bl.a. sukker, syre, aromaer, konserveringsmidler og farvestof.

Ifølge coladommerne er det altså sidstnævnte cocktail, som fører til den rette colasmag.

Se flere kommentarer om hver enkelt cola ved at klikke på produktnavnene i skemaet.

Cola i top

Danskerne købte cirka 370 millioner liter cola i 2007. Tallet inkluderer grænsehandel og illegalt salg. Cola tegner sig for to tredjedele af det samlede salg af læskedrikke med kulsyre.

Sodavand med sukker udgør stadig den største del af salget. I 2007 var cirka en tredjedel af salget light-varianter med reduceret sukkerindhold.

To tredjedele af den cola, danskerne køber, er fra Coca-Cola. Firmaets colasalg fordeler sig på 65 procent almindelig cola med sukker og 35 procent Coca-Cola Light og Coca-Cola Zero.

Kilde: Bryggeriforeningen og Coca-Cola Nordic

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer