Der er bare nogle madvarer, som en del mennesker står af på.

Lad mig nævne dem i flæng: Frisk koriander – enten elsker du den, eller du synes, den smager af håndsæbe, og en lille bitte dusk ødelægger hele måltidet. Og hvad med trøffelolie eller kommen? Mærkelige, distinkte smage, som nogle mennesker ikke kan udstå.

Det samme med gedeost. Minder den om lugten af ged, som ikke ligefrem dufter af violer?

LÆS ARTIKELDanskerne kæmper med kræsne børn

Fisk, som smager af fisk: makrel og ansjoser for eksempel. Nej, så er det bedre med milde fiskesmage som torsk og rødspætte. Blæksprutte – et mærkeligt udseende bløddyr med en gummiagtig konsistens.

Kaffe – det er bare for bittert for nogen. De kommer aldrig i gang med den sorte væske og er tedrikkere hele livet.

Hvor har jeg så disse erfaringer fra?

Dels fra de måltider, jeg har serveret igennem årene derhjemme, til hverdag eller fest, men endnu tydeligere fra mine cafeer Floras og Amokka. Det slog aldrig fejl: Satte vi (ej paneret og friturestegt) blæksprutte eller makrel på kortet, solgte de nærmest ikke. Korianderbladene lå urørt på en del tallerkener. De fleste ville, på trods af køkkenets anstrengelser, helst have burger eller clubsandwich.

LÆS ARTIKEL Kræsenhed er en voksenopfindelse

Hvis man gerne vil af med sin aversion, kan man ifølge Lone Spliid, der er forfatter til bogen ’Kræs – førstehjælp til familier med kræsne børn’, prøve at spise en ganske lille bid af den pågældende mad hen over lang tid, gerne flere uger eller måneder.

På den måde giver man kroppen en chance for at lære, at det ikke er spor farligt, så den gradvist slår smagens alarmklokker fra og giver sanserne lov til at opleve maden uden forbehold.

Med hensyn til indmaden er det formodentlig både tanken om at spise indvolde, smagen af f.eks. lever, som kan være bitter, og konsistensen let grynet, der gør, at stegt lever ikke står øverst på listen over vores favoritretter.

Det er også kulturbetinget. For ikke så mange år siden spiste vi i dette land ofte indvoldsretter med hjerte, blod, lever, men nu er de i løbet af en enkelt generation næsten ude af vores kost. Eneste rest er leverpostejen, men den smager jo heller ikke af lever.

Det er lidt ærgerligt, hvis vi på den lange bane kun vil have søde, bløde og blide smage, men ifølge Lone Spliid er der håb forude: »En hollandsk smagsforsker har fundet ud af, at jo mere sammensat i smagen en ret er, jo længere tid går der, før sanserne bliver sløve og trætte af den. Karry er kongeeksemplet på en krydderikombination, der vækker sanserne på en skøn måde, og som vi aldrig bliver trætte af«.

Nu ved jeg jo, at Politikens læsere generelt elsker mad og er nysgerrige på den. Så jeg tænker, at du enten kan give den fuld skrue med de udfordrende råvarer – eller du kender sikkert nogle, som du gerne vil ægge med en middag, som er rig på råvarer, folk tror, de hader.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken