Nysgerrig. Susanne Hovmand-Simonsens geder er lette at lokke til sig, især hvis man har lidt hø i hånden.
Foto: Anders Rye Skjoldjensen

Nysgerrig. Susanne Hovmand-Simonsens geder er lette at lokke til sig, især hvis man har lidt hø i hånden.

Mad

Trods gourmetpriser må Knuthenlundejer sige farvel til ostegederne

Kokke og ostedommere har hyldet gedeostene fra Knuthenlund. Alligevel sender gårdejer Susanne Hovmand-Simonsen tung om hjertet nu sine geder til slagteren. Det er ikke økonomisk forsvarligt at holde dem.

Mad

En gedestald er et sted, hvor man bliver glad i låget.

Geder er ikke som køer, der bare står og gumler med ufokuserede øjne, eller som de menneskesky får ude på marken foran Knuthenlund. Nej, de er selskabsdyr, der synes, at du er totalt interessant. De hopper op på afsatsen i bunden af stalden for overblikkets skyld.

De rejser sig på bagbenene på metalgitteret. De stimler om dig, hvis du har lidt hø i hånden.

De stikker hovedet igennem tremmerne og forsøger at spise din jakke og dine bukselommer. En af dem øjner, at fotografen ikke har haspet lågen korrekt på sin vej ind i stalden og sparker lågen op for at gå på tur.

Slagteren kommer hver uge

Der plejede at være fyldt med geder inde i staldbygningen. 400 mælkegivende modergeder, 6 bukke, og der burde være 800 nyfødte gedekid lige nu.

Men der er kun 50 dyr tilbage, og på mandag kommer slagteren for at hente det næstsidste hold. Det er blevet en ugentlig begivenhed, der bringer tårer frem i øjnene på personalet på Knuthenlund, og det er tæt på ubærligt for gårdens ejer, Susanne Hovmand-Simonsen.

»Jeg har ikke stået hernede selv, når han kom. Det vil jeg ikke«, siger hun lavmælt, mens vi kigger på gederne i aflukket.

»Men vi kan ikke have dem længere. De dyr har kostet os over 1 million om året i tab. Vi solgte kødet til tabsgivende priser, simpelthen bare for at komme af med det«, siger hun.

International succes og priser

Knuthenlund er et af de største økologiske landbrug herhjemme og har mange andre dyr.

De sidste to år er der ankommet nye dyreracer til som f.eks. den sjældne røde danske malkeko og det sortbrogede landracesvin, som er mere unikke end gederne i stalden. I virkeligheden går det godt for gården, der til næste år regner med at have sorte tal på bundlinjen for første gang siden 2007.

Men i mange år har Susanne Hovmand-Simonsen og hendes sceniske bedrift og berømte gårdmejeri på Lolland kørt balancegang på kanten af afgrunden. Det kunne man ikke se udefra.

I medierne handlede historierne om Knuthenlund om, at nu havde hun og hendes mand, mejerist Jesper Hovmand-Simonsen, vundet guld til World Cheese Awards. Var blevet optaget i Det Internationale Ostelav som det første danske mejeri. Eller havde fået kåret deres fårebrie som verdens bedste fåre- eller gedeost af et italiensk dommerpanel.

Tv-hold og journalister strømmede til fra udlandet, når Knuthenlund afholdte The Native Cooking Award, hvor danske og udenlandske michelinkokke dyster om at lave mad af lokale råvarer og vilde urter, de selv har fundet.

Den store økologiske bedrifts internationale succes gjorde den til et fyrtårn for Lolland og et af de helt centrale forbilleder for dem, der mener, at fremtiden for landbruget og de trængte udkantsområder er at satse på høj kvalitet og dyrevelfærd.

»Vi har været så stolte af håndværket, og at vi kunne blive anerkendt internationalt. Men der er en anden side, ja. Den barske virkelighed, hvor det handler om at få regningerne til at hænge sammen«, siger hun. Og her har en række vanvittig omkostningsfulde uheld gjort, at Knuthenlund har været tæt på ikke at klare det. Mere om det senere.

Idyllisk landbrug tiltrækker 30.000 besøgende

Knuthenlund ligger i Stokkemarke i den nordlige del af Lolland midt i nogle af landets største økologiske hvedemarker, omkranset af løvskov, frugttræer og friserede buske. Man ankommer via en allé af gamle knortede træer til en klynge af flotte enkle herregårdsbygninger i røde mursten og store lange ladebygninger i rødt træ til stedets køer, geder og får, når de ikke går ude.

Det er et landbrug så idyllisk, at det snildt tiltrækker 30.000 besøgsgæster om året, der kommer for at indånde luften fra dyr, hvede og æbletræer og smage på delikatesserne fra gårdmejeriet.

Sortbroget gris er på FNs liste over truede dyr

På en pløret mark går nogle hundrede store og små sortplettede grise og roder i jorden eller ligger helt splattet ud og sover. Eller for smågrisenes vedkommende piler rundt i store flokke af 50 dyr først den ene vej, så den anden vej som et kobbel hundehvalpe.

I en af hytterne på marken ligger en so i en seng af halm og hyperventilerer, mens hun presser 1, 2, 3 – i alt 8 smågrise ud i høet, hvor de bakser og kæmper sig frem til brystvorterne.

»Det er den største tilbageværende flok af sortbrogede racegrise, der er tilbage. Der er så få, at den er på FN’s liste over truede husdyr«, siger Susanne Hovmand-Simonsen.

Flokken er et af Knuthenlunds store nye sats: Svinekød fra en ældgammel race, der ifølge hende har en langt bedre smag end dansk landbrugs standardiserede ’multigris’.

Fandt gammel opskrift efter vandskade

»Jeg bryder mig ikke om grisekød, som i mine øjne har en sur bismag. Men det har det her ikke, og så er det mørkt i kødet som kalvekød«, siger hun.

Grisekødet bliver lavet til pølser, rillette, bacon og koteletter, som man snart kan købe i Irma.

Den nye besætning af originale røde danske malkekøer er det andet store projekt. Deres mælk skal bruges til at lave en helt original mariboost, en goudalignende lollandsk håndæltet ost, der fremstilles industrielt herhjemme, men ikke efter den rigtige håndæltede opskrift.

Den rigtige opskrift fandt folkene på Knuthenlund nemlig i en stabel gamle dokumenter under renoveringen af hovedbygningen i forbindelse med en vandskade. De har sammenlignet fundet med dokumenter fra Museum Lolland-Falster og er sikre på at have fundet den ægte vare.

Gedekid slås ned efter fødslen

På den måde sker der meget nyt, der kan erstatte gederne. Problemet med geder er, at danskerne ikke gider at spise kødet – det er stort set umuligt at afsætte.

Men for at give mælk, skal geder hvert år eller hvert andet år føde gedekid. Gedekid, der ikke kan afsættes. Så de fleste hjemlige producenter af gedeost gør noget, de ikke reklamerer med: De afliver størstedelen af de nyfødte gedekid med det samme.

Det ønskede Susanne Hovmand-Simonsen ikke, og derfor har hun opfodret gedekiddene og forsøgt at afsætte dem – som regel langt under pris.

»Jeg kan godt forstå, at landmanden er tvunget til at gøre det. Jeg kan mærke på min egen krop, hvorfor de er nødt til at gøre det. De skal jo betale deres regninger hver måned. Så det er svært at pege fingre ad nogen, der også kæmper for at blive på deres gård«, siger hun, mens vi kigger ud over den lille gedeflok.

»Men jeg synes ikke, det er bæredygtigt. Jeg synes ikke, det er etisk. Hvis man vælger at have dyr, så skal man respektere dem som dem, de er, ikke? Og så kan det godt være, at vi spiser dem, men de skal have haft et godt liv først og være her med et formål. De får jo ikke en chance – de når jo ikke at leve«, siger hun.

Har I selv været nødsaget til at slå gedekid ned?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Sidste år tog vi nogle få gedekid, som vi gav til Knuthenborg Safaripark til dyrefoder. Men det lovede jeg mig selv, at det ville jeg aldrig igen«, siger Hovmand-Simonsen. Nu er alle de drægtige moderdyr solgt videre til andre producenter.

Savnede at alle hilste på hinanden

Susanne Hovmand-Simonsen troede engang, hun skulle være diplomat i Australien eller i hvert fald komme så langt væk fra livet på landet i Lolland, som hun kunne komme.

Hun studerede til kandidat i international forhandling og var ambassadetrainee i Sydney. Hun solgte grillkul, vattamponer, kaffefiltre og Sony-batterier for Fritz Schurs importforretning i København, og hun arbejdede i mange år som højre hånd for ejerne af auktionshuset Lauritz.com.

»Men jeg hører ikke hjemme i byen, det kunne jeg godt mærke. Jeg savnede naturen, vidderne, nærværet. At alle hilser på hinanden«, siger hun.

Farfar græd da køerne blev solgt

Knuthenlund har været i Susannes familie siden 1913, hvor hendes oldefar, der var mejerist, overtog den fra nærliggende Knuthenborg. Køerne på gården leverede mælken til de oste, som oldefaderen fremstillede.

Også Susanne Hovmand-Simonsens farfar var dybt involveret i den lollandske mejeridrift. Men som en del af den generelle udvikling i Danmark blev mejerierne på Lolland lukket eller lagt sammen, indtil der til sidst ingen var tilbage. Faderen måtte sælge mælken til MD Foods (nu Arla), men prisen var lav, og i 1983 opgav faderen at have køer.

»Min farfar stod på gårdspladsen og græd, dengang køerne blev kørt væk. Det var den vanskeligste beslutning, min far skulle tage i en gammel mejerifamilie, men han syntes, det var nødvendigt, ligesom når gederne kører af sted nu«, siger hun.

Ville have liv og dyr på gården

Susanne Hovmand-Simonsen bestemte sig for at overtage gården, men hun ville have liv og dyr.

Så den entreprenante kvinde gik i gang med at researche en businessplan, der indebar at omlægge til økologi, satse på dyrevelfærd og levere til det gryende gourmetlandskab i Danmark, der tegnede sig på ryggen af Noma.

»Så inviterede jeg min bankforbindelse til en strategidag, hvor jeg ikke blot viste ham 120 powerpointslides om udfordringer i dansk landbrug, om vores fælles drikkevand, biodiversiteten, ubalancen i naturen, men også nødvendigheden af at tilføje merværdi i stedet for at sælge massevarer, hvis pris var dikteret af noteringen på kornbørsen i Chicago. Mødet startede 8 morgen og var færdig 8 aften. Så var han kørt træt, ha, ha – du får dine penge og jeg får fred!«, griner hun.

Bristede rør og håb

Susanne Hovmand-Simonsen omlagde sin gård til økologi, skaffede dyr, byggede sit mejeri, og det gik strålende, indtil det begyndte at dryppe fra loftet ned på kunderne i gårdbutikken. Det viste sig, at det nyopførte mejeris vandrør ikke kunne holde til høje temperaturer og var ved at gennemtære.

En weekend brast vandrørene i lageret og sendte kaskader af varmt vand ned over paller af oste, der skulle leveres til Irma, HKI Ost og andre store leverandører.

»Også alle de oste, der lå og lagrede på træhylderne, var helt dækket i vand, og der kommer rust og alt muligt med ud af sådan nogle rør. Alt var lige til at smide i skraldespanden. Det var helt forfærdeligt«, siger hun.

Der blev på timer ødelagt for 4 millioner kroner ost, og mejeriet var ubrugeligt. Det skulle blive startskuddet på en lang udmagrende retssag mod det lokale ingeniørfirma, der havde bygget mejeriet. En sag, som Knuthenlund for nylig vandt. I alt anslår Susanne Hovmand-Simonsen, at gården har mistet 10 millioner på den sag.

To år senere blev Lolland ramt af en serie af skybrud, der oversvømmede markerne på Knuthenlund og ødelagde hvedehøsten, gårdens største indtægtskilde. 3,5 millioner mere gik tabt.

»Det betød jo, at vi i lange perioder havde svært ved at levere stabilt, og der har vi skullet arbejde hen imod at få troværdigheden tilbage og vise, at det ikke var, fordi vi ikke havde styr på vores produktion eller ikke lige gad at gå på arbejde den dag, eller hvad folk end må tænke.

Supermarkederne skulle overbevises, men også restauranterne. Når man ryger af menukortet, fordi de ikke har fået varer, så skal der noget til, før man kommer på menukortet igen. Heldigvis har vi haft nogle gode loyale kunder, der kender vores historie, f.eks. Rasmus Kofoed på Geranium (tostjernet michelinrestaurant i København, red.), der kender os ind til benet. Men det tager tid«, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Livet tilbage til landet

Mejeriet ligger i en bygning, der også huser gårdbutikken og malkefaciliteterne. Faktisk kan du fra gårdbutikken kigge gennem glasruder direkte ind i malkestalden og se, hvordan fårene bliver bragt ind af personalet og malket.

Derefter kan du vende dig om og kigge direkte ind i mejeriet, hvor en herre med forklæde og hvidt hårnet er i gang med at vende ostemasse med noget, der ligner en stor spade. Der er vitterlig kun fem meter fra får til ost.

Vi gør en forskel for Lolland

Susanne Hovmand-Simonsen mødte sin mand Jesper til en klassejubilæumsfest, hvor han foreslog at komme ned og besøge hende og tage et kig på mejeriet, når han alligevel skulle besøge sin mor (moderen arbejder nu i mejeriet). Jesper er ud af en stor mejeristfamilie, men måtte forlade Lolland, da mejerierne lukkede. Nu er han tilbage.

Trods alle strabadserne står Susanne og Jesper nu med det, der for dem føles som en enorm bedrift: Der er igen et mejeri på Lolland for første gang siden 1970’erne, oven i købet ét, der skovler priser ind. Der er igen kommet dyr som den gamle røde malkerace og de sortbrogede svin på marken. Mariboosten er på vej tilbage. Der arbejder 22 mennesker på Knuthenlund, hvor der på hendes fars tid kun var 4 ansatte tilbage. Der er kommet nyt liv og nye arbejdspladser i Stokkemarke.

»Ser man på tallene, har vi været i krise, og det har været en hård kamp, men jeg vil også sige, at vi hele tiden har troet på det. Jeg vil også sige, at jeg har været fandenivolsk, og sagt, det her skal fandeme ikke have lov til ødelægge det. Hvorfor har vi så kunnet det? Fordi vi står op hver morgen og føler, at vi gør en forskel for Lolland, for Danmark, for naturen og for dyrene«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce