Annonce
Vi guider 8. jun. 2011 KL. 07.52

Vi guider Gå jordbær-amok i køkkenet

Snart vil køkkenhaver, pluk-selv marker og butikker bugne af søde, danske jordbær. Her får du inspiration til en række forskellige retter fra de søde til de krydrede.

Tip

Jordbær har efter plukning en forholdsvis kort holdbarhed. Her er Gartneribrugets Afsætningsudvalg og 6omdagens tip til behandling af de søde bær:

Jordbær skal være buttede og faste og klart røde i farven. Stilken skal være frisk grøn og intakt. Undgå jordbær som er grønne og hvide i farven, eller dem som fremstår melede, rynkede eller som safter.

Opbevar jordbær ved 5 grader, men tag dem ud af køleskabet nogle timer inden servering, så smager de bedst.

Skyl altid jordbær med stilk, ellers trænger der vand ind i bærrene. Fyld en balje med koldt vand, læg jordbærrene i en sigte og sænk den ned i vandet 2-3 gange. Lad jordbærrene tørre i ét lag på et viskestykke. Nip stilkene af, når bærrene er tørre.

Jordbær er rige på C-vitamin, og halvanden deciliter bær tæller ifølge 6omdagen for ét af dagens i alt seks stykker anbefalede frugt og grønt. Og det gælder både i frisk eller frossen tilstand.

Det er derfor ingen grund til at holde igen med bærrene, der kan indgå i retter til alle dagens måltid og sagtens kan kombineres med sprælske krydderier.

Hvorfor ikke prøve kræfter med Carsten Kysters asiatisk-inspirerede Jordbærruller med mynte, tandoori marsala og yoghurt ?

Jordbærrene og krydderierne går godt i spænd med hinanden, så længe bærrenes sødme ikke overdøves af krydderierne.

Til den søde tand
Jordbær gør sig også godt i salater og passer eksempelvis godt sammen med frisk spinat. Skal det være i den søde ende sværger madskribent Oscar Umahro til en Melon-og-jordbær salat, der læsker på en varm sommerdag.

Et andet bud er en vaskeægte sødsuppe fra Camilla Plum, der foruden jordbær benytter både basilikum, ananassalvie, fersken- og rosenblade til at skabe en Jordbærsuppe med mandelduft.

Camilla Plum står også bag en sød Jordbærroulade, der dog ikke kan spises med det samme, men har det bedst med at ligge til næste dag og lagre.

Sluk tørsten
En blendet jordbærsmoothie er efterhånden en klassiker, og Lone Lysdal fra Arla giver her tip til Blend din egen jordbær-smoothie. Bærrene er dog også gode i cocktails, og Poul Cunningham anbefaler med sin opskrift på Sommerbær i cava , at de kommes udskårne eller mosede i glas sammen med cava samt mynte eller citronmelisse.

Klassikeren
Jordbær hænger uløseligt sammen med den danske klassiker Rødgrød med fløde , som vi heller ikke her kommer udenom. James Price laver sin version med en række forskellige bær - og en masse sukker, naturligvis.

Find selv flere opskrifter med jordbær og andre sommerbær i kogebogen.

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer