Annonce
Vi guider 4. sep. 2010 KL. 06.00

Vi guider VINTEST: Rød italiener er ugens bedste

Ingen topkarakterer denne uge, men et højt niveau hos både røde og hvide vine.

Næste uges vintilbud

MAD prøvesmager vine, som er på tilbud i den kommende uge.

Vinene er udvalgt af de deltagende forhandlere og anmeldes på skift af Henrik Steen Andersen og Jørgen Mønster Pedersen.

Vinenes kvalitet vurderes i forhold til prisen. Der gives karakter fra 1 til 6 glas.

Ugen byder på fine hvidvine.

Spanske Prado holder sig i et acceptabelt mainstream-spor, den newzealandske sauvignon er absolut blandt de bedre derfra, og den franske Vouvray er flot og velkomponeret.

Blandt de røde løber Italien med opmærksomheden. Kooperativet Vecchia Cantinas Campaltino laver ikke stor vin, men er dog troværdig toskansk til en rigtig god pris. Barbarescoen skal lagre et par år, mens sagrantino, en meget lokal drue fra Umbrien, overrasker positivt.

Vintesten uge 36

30 - 60 kroner

Campaltino 2009
Vecchia Cantina
Rosso Toscano IGT, Italien

Føtex, 3 fl. for 90 kr.
Rød med både brunt og blåt; ren lille kirsebærnæse; slank i let syrlig mund, harmonisk tannin. Pæn, lille toscaner til god pris.

Frontera Merlot 2009
Concha y Toro
Valle Central, Chile

Fakta, 1 fl. for 32,95 kr.
Mørkt blårød; varm, let tørret frugt i næsen; blød og rund, saftig uden kanter. Uden vinmæssig interesse og forpligtelser.

Côtes du Rhône 2009
Cave d’Orsan
Frankrig

SuperBest, 3 fl. for 110 kr.

Mørkrød; bærrig næse med tone af banan; sødligt attak og høj alkohol. Lidt kvalm og nydes bedst direkte fra køleskabet.

Prado Macabeo- Chardonnay 2009
La Viña
Valencia, Spanien

Vinens Verden, wine.dk, 1 fl. for 44 kr.
Hvidgul; tropisk frugt i lidt tung næse; blød og rund, meget tilgængelig. Men måske lidt for forudsigelig.

Syrah 2009
Alamos
Mendoza, Argentina

Philipson Wine, 1 fl. for 49,95kr. ved 12 fl.
Sortrød, uigennemsigtig; ristet frugt i næsen og lidt stram i sødligt præget mund. Endnu en kommerciel vin fra Alamos/Catena.

60 - 100 kroner

Cuvée de Silex 2009
Domaine des Aubuisières
Vouvray, Frankrig,

Løgismose, 1 fl. for 85 kr.
Lysgul, tæt; ren næse med duft af kaprifolium; vis sødme i attakket, smagsfyldig med god syre. Dejlig vin og god til svampe.

Sagrantino di Montefalco 2005
Tudernum
Italien

Føtex Food, 2 fl. for 199 kr.
Mørkrød, tæt; typisk tannindomineret, lukket næse, men aromaerne er der; tid i karaffel, tid i glas. Spændende test-vin.

Bourgogne Rouge 2008
Louis Jadot
Frankrig

Vinens Verden, wine.dk, 1 fl. for 99 kr.
Flot rød med brunlige toner; slåen og rønnebær i næsen; slankt attak, vinder i midtmund, svag finish. P.t. på det jævne.

Castellizzano 2006
Cantina Vignaioli
Barbaresco, Italien,

SuperBest, 1 fl. for 99,95 kr.
Rødbrun; syltekirsebær i næsen; syrlig og tanninstram i munden, men god eftersmag. Vin, der kræver tålmodighed.

Sauvignon Blanc 2009
Craggy Range
Martinborough, New Zealand

Philipson Wine, 1 fl. for 99,95 kr. ved 12 fl.
Lysgul; skøn næse, mest syrlige drops, men på en god måde; diskret, men insisterende syre i tør mund. Dejlig, men lidt for dyr.

NYHEDSBREV: tjeks daglige nyhedsbrev i din mailboks

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer