Annonce
Vi guider 9. apr. 2000 KL. 06.00

Vi guider Vintest: Fuldmoden Malbec er godt køb

Det er en uge på det jævne domineret af 3 og 4 glas som indikation af, at man får, hvad man betaler for – hverken mere eller mindre.

Næste uges tilbud

Mad prøvesmager vine, som er på tilbud i den kommende uge. Vinene er udvalgt af de deltagende forhandlere og anmeldes på skift af Henrik Steen Andersen og Thomas Ilkjær.

Vinenes kvalitet vurderes i forhold til prisen.

Der gives karakter fra 1 til 6 glas.

Bedste køb er den argentinske malbec.

Dette er fordi den supplerer den typiske fuldmodne, let sødmefulde frugt, man finder i så mange oversøiske vine, med en sjældnere set rygrad og ’kølig’ tone, der skaber balance.

Og så kommer man endelig i forårsstemning af den liflige hvidvin fra Barcelonas omegn.

Vinguiden uge 15

30-60 kroner

Rosso di Montalcino 2007 Rendola, Toscana, Italien

Irma, 2 fl. for 100 kr.

Tæt vin med en varm, solmoden frugt og lidt lakrids. En del tør tannin, men også frugt til at klare det. Bliver bedre med et stykke kød.











La Consulta Reserva Malbec 2009 La Celia, Mendoza, Argentina

Skjold-Burne, 2 fl. for 119 kr.

Tæt og let sødmefuld vin med intens bærfrugt og er let udtørrende tannin, der gør den madegnet. Til stegt eller grillet rødt kød med barbecuesauce.














Penedes Blanc de Pacs 2010 Parés Balta, Catalonien, Spanien

Erik Sørensen Vin, 6 fl. for 359,70 kr.

Aromatisk, let (11,5 pct.) og frisk vin med velbalanceret syre og en i forhold til fylden dejlig lang og læskende eftersmag med en ’salt’ tone.














Jumilla Monastrell 2008 Pasas, Murcia, Spanien

Kvickly, 3 fl. for 100 kr.

Tæt vin med god intensitet, men også ret anonymt udtryk i en populær sødmefuld, højalkoholisk (14 pct.) stil. Første glas er o.k., men lidt trættende i længden.













Rioja Crianza 2006 El Coto, La Rioja, Spanien,

Netto, 1 fl. for 49 kr.

Ret kraftig og ’varm’ rioja med typiske vaniljetoner og fuldmoden bærfrugt. Kort, men fin saftig afslutning. Ikke ophidsende,
men pæn og vellavet.












60-100 kroner



Soluna Malbec Bodega Furlotti, Mendoza, Argentina

Irma, 1 fl. for 69,50 kr.

Kraftig, men harmonisk vin, der både byder på fuldmoden og let sødmefuld frugt og en god rygrad. De 14 pct. alkohol mærkes lidt for meget i eftersmagen.















Cab.s/shiraz/merlot 2008 Wynns, Coonawarra, Australien,

Netto, 1 fl. for 60 kr.

Fyldig og sødmefuld bærfrugt i klassisk australsk fuldmoden stil. Lidt ’slikket’ udtryk og mere harmonisk med kødretter med sødmefuldt tilbehør.













Vac. La Grangeliere 2009 Pierre Amadieu, Rhône, Frankrig

Erik Sørensen Vin, 6 fl. for 539,70 kr.

Bredskuldret vin med masser af fedmefuld bærfrugt, alkohol og tannin. Hvalpet og lidt uharmonisk udtryk,
så gem den lidt, eller giv den godt med luft.













Cava Carat Seco (uden årgang) Castellblanch, Skjold-Burne

1 fl. for 69,75 kr.

Ganske fyldig næsten opulent cava, der spiller mere på kraft end elegance. Et pænt, men simpelt glas bobler, der savner lidt syre og skarphed.











Sancerre Boisjoli 2009 La Cheteau, Loire, Frankrig

Kvickly, 1 fl. for 79 kr.

Ret anonym vin med en fin friskhed og lidt anissmag, men uden sauvignon blancs aromatiske profil og præcise syre. Pæn, men for dyr.

nyheder@pol.dk

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer