Da Jonas Hassen Khemiri var yngre, var han efter eget udsagn ikke ligefrem blandt de sejeste og mest modige. Når han og hans venner stod og hang til en fest, havde de faktisk så svært ved at gå over og tale med pigerne, at de var nødt til at opfinde et koncept, de kaldte ’at fylde på Erfaringsbanken’.
»Erfaringsbanken er et princip om, at hvis noget efterlader et minde, man virkelig husker, er det også værd at gøre. Uagtet at folk griner af én og synes, man er latterlig. Så det var ligesom et redskab for os til faktisk at tage del i livet«, forklarer Khemiri, idet den to meter høje svensker med det lange, mørke hår sætter sig i stolen i Gyldendals gamle bygninger i København.
Men det, der virker i teorien, fungerer sjældent i praksis. Spørger man ham, hvad det vildeste, Erfaringsbanken nogensinde har fået ham til at gøre, er, husker han faktisk ikke andet end at stå til de der fester og sige ’kom nu, vi gør det!’, men alligevel ende med at stirre ned i sin øl og ikke turde.
Khemiri debuterede i 2003 med ’Et øje rødt’. Romanen handler om den unge mand Halim og trak på Khemiris egne erfaringer som barn af en svensk mor og en tunesisk far. Efter udgivelsen gik der ikke længe, inden han fik mærkatet ’indvandrerforfatter’. Det har han imidlertid svært ved at forstå, for han mener ikke, at han skriver ’indvandrerlitteratur’. Hans tekster handler bare om nutidige svenskere. Ganske vist har de oftest udenlandske baggrunde, men de er alle vokset op med Kalles Kaviar.
