Udlægningerne var mange i aviserne dagen efter folketingsvalget i december 1973. Berlingske Tidende kaldte under indtryk af den konservative katastrofe resultatet »uhyggeligt«, mens Politiken lidt paradoksalt mente, at når så mange vælgere var rykket ud på fløjene, var det i virkeligheden en protest mod blokpolitikken på Christiansborg. Men selv om resultatet var chokerende, kunne det ikke komme bag på nogen.
Siden det tidlige forår havde opinionsundersøgelserne registreret, at et voldsomt opbrud i vælgerbefolkningen var undervejs. Politikerne havde dog nærmest valgt at lade som ingenting, man troede ikke på, at det kunne gå så galt. Kompetente folk havde længe advaret. Teologen Johannes Sløk, som ganske vist ikke var politisk kommentator, men en fremragende kender af dansk og europæisk åndshistorie, skrev, at det dummeste af alt var, hvis politikerne ikke tog signalerne alvorligt. Man var nødt til at forholde sig til utilfredsheden.
Det var bare ikke så nemt. For 1973-valget gik i den grad på tværs af indgroede forestillinger. Store udsving var set tidligere, men normalt var der en entydig forklaring. Kommunisternes succes i 1945 hang sammen med besættelsen og modstandskampen, mens Venstres voldsomme fremgang i 1947 var knyttet til statsminister Knud Kristensens nationalistiske Sydslesvigagitation. Men det var konjunkturfænomener, og da forholdene normaliseredes efter 1950, var det slut med de store udsving. Set over årtier kunne man observere et mindre dramatisk mønster. Socialdemokratiet gik i reglen lidt frem, Venstre gerne lidt tilbage, hvilket kunne forklares demografisk og strukturelt. Bybefolkningen og antallet af industriarbejdspladser voksede, mens gårdmandsklassen skrumpede.
60 mandater afleverede de etablerede partier. Og det kunne let være gået endnu værre. Der er nemlig ingen tvivl om, at Erhard Jakobsen og Centrum-Demokraterne klippede toppen af Glistrups succes, ligesom oliekrisen fik en del vælgere til at besinde sig. I modsætning til Glistrups politiske entertainment var CD et seriøst forsøg på at imødekomme den utilfredshed, for ikke at sige vrede, som gennem år var opsamlet hos vælgerbefolkningen. CD’s platform var modstanden mod beskatning af parcelhuse og mere generelt uvilje mod den formodede venstredrejning inden for Socialdemokratiet. CD var et typisk udbryderparti, som der har været mange af i dansk parlamentarisk historie. Fremskridtspartiet var noget andet, det var overskrifter og slagord løsrevet fra enhver politisk logik og virkelighed. Etablerede politikere kunne let påpege den manglende substans. Vælgerne ville bare ikke lytte.
