Tisvildelejeboheme
Gammelt crap, der er afskallet eller skåret på den helt rigtige, nonchalante måde. Listen var en hårsbredde fra at købe nogle utrolig ukomfortable kurvemøbler fra Småland. Utroværdige T-shirts
Det er på en eller anden måde bare ikke sejt at have en 'Official Pornstar Instructor'-T-shirt på, når man er 16 år, lidt hvalpefed og i selskab med sine forældre om bord på færgen til Odden. Tynde modeller
Kvinder, der ser ud til at være blevet udskrevet fra et lazaret i Marrakech efter seks ugers diarré, er ikke sexede. At være trend-slutter
Når du hopper på en modebølge, sekundet før alle andre opgiver den. Hey! Fuldskæg! Fastelavnskrigen
For karrierekvinder er det bare ikke ambitiøst nok at smide poden i en gulerods-eller kattedragt, når man kan sy en præcis replika af en Matilde-kakaomælk på blot fire uger. Konfirmander
Hvad er historien med, at konfirmander nu skal ligne vampede South Fork Ranch-brude, der har taget deres hjertesvage mænd for pengene?
Årsopgørelses-angst
Man bør generelt ikke skulle forholde sig til økonomi i måneder, der indeholder bogstavet ' r'. Gældsætning – det nye sort
»Men så tænkte jeg: Hvorfor ikke bare låne 200.000 kroner og få råd til den helt fede lampe?«, sagde en veninde, der er ved at lave nyt køkken. Og stoledansen starter igen. Overklassen vs. sankthans
Ifølge flere vidner blev heksen på Hellerup Strand brændt på bålet iført 4.000-kroners Christian Louboutin-sko. Åh, de sidste dekadente krampetrækninger, før revolutionsgarden banker på døren. Dovne danskere
Listen er lidt træt af at høre om, hvor dovne og ineffektive danskerne er, at vi »har haft det for godt i Danmark«, at vores ferier er for magelige, at mændene er for lade i sengen, men alligevel er kvinderne på barsel. Shit, er det ikke målet med det hele? Dit indre håndværkerjob
Det manuelle arbejde, du inderst inde godt gad have, når dit kontorjob bliver outsourcet til Bangelore. Fx gravkofører, gartner, tenniscoach eller, i Listens tilfælde, indehaver af et slagterudsalg på Torvegade.
Moderne menneskers evner
Vi kan muligvis ikke starte et bål, men hvor mange fortidsfolk kunne sms'e og parallelparkere på en gang? Stort set ingen er svaret! Face rape
Begreb for at ændre folks Facebookstatus bag deres ryg til f.eks. »har lige fundet ud af, at jeg er adopteret« eller »Lars Dahlager synes godt om gruppen 'Et godt liv med inkontinens'«. iPhonetogbillet-sprint
Den hektiske tastning i DSB's sløve mobilbillet-app, mens kontrolløren langsomt nærmer sig bagfra, messende »Kort eller billetter«. Som et mareridt, hvor fødderne er fanget i kviksand. Toilet-iPhone-læsning
Everybody does it. At fange sig selv i at se 'Godfather II'
... På toilettet. På arbejde. Netflix på telefonen er virkelig blevet et problem. Brugerundersøgelser
Man kan ikke besøge en hjemmeside uden at blive bedt som det første om at udfylde en brugerundersøgelse – ironisk nok før man ved, hvorfor man hader den. Alt-tab
Tastaturgenvej, der skifter fra Apollorejser.dk til Fødevarestyrelsens pesticidrapport fra 2011, hver gang redaktøren nærmer sig. Største teknologiske fremskridt siden brødristeren.
Ulve
Efter fundet af en fortæret kronhjort i Silkeborg skal man faktisk tilføje ’at blive spist af ulve’ til sit trusselsbillede. Fandens globalisering. Officielle råd, hvis du møder en ulv
»Gå stille og roligt væk. Syng en sang, tal eller råb højt«. Syng hvad? Man ved bare, at man ikke kan komme på andet end Joe Cockers ’Love Lifts Us Up Where We Belong’. Hvis ulven nærmer sig
»Forsøg at virke stor og farlig ved at holde dine hænder, tasker eller lignende i vejret«. Mens man synger? Hvor megagay er det? Svaner
Danmarks nationalfugl synes at have en trang til at bygge reder, der udelukkende består af skrald, Knorremballage og flåede Netto-plastikposer. Så ligger den der på sine æg og ligner det vredladne svin, den er. Plantecentre
Sted, vi husejere går hen for at købe en flot stedsegrøn busk i terracottapotte og få de sidste rester af vores sjæl skrabet ud. Orkanen Bodil
Søde DMI: Bodil er noget, man hedder, når man er klyngeleder for daginstitutionerne i Værløse. Må vi næste gang foreslå Hera, Kassandra, Medea, Xenia, Satanico Pandemonium eller Ilse, hundjævlen fra Sibirien.
