Vi begynder med at skrue tiden tilbage. Året er 2009, og verden er ved at blive grebet af panik, da eksperter identificerer en ny type influenzavirus, der under navnet H1N1 spreder sig med stor hast. Myndighederne står uden en effektiv vaccine, så de mest frygtsomme advarer om, at vi kan nærme os en gentagelse af den spanske syge, der i 1918 ramte en halv milliard mennesker og dræbte 50 millioner. Så verden over bliver sundhedsmyndigheder sat i øget beredskab.
I USA beder sundhedsmyndighederne i Centers for Disease Control and Prevention (CDC) landets læger om at indberette nye influenzatilfælde. For at kunne forebygge en egentlig – og i værste fald livstruende – pandemi er det af afgørende betydning at kende influenzaens udvikling og mønster.
Indsatsen er imidlertid begrænset effektiv, fordi man hele tiden er lidt bagud i forhold til influenzaens udbredelse. Dels fordi folk ofte først kontakter deres læge nogle dage efter, at de rent faktisk er blevet syge. Dels fordi indberetningerne først skulle registreres centralt, hvilket kun skete en gang om ugen.
Dermed stod man altså med en sundhedsmyndighed, der kunne være mere end en uge bagud med sine registreringer af nye sygdomstilfælde på et tidspunkt, hvor netop tiden kunne være en kritisk faktor.
