Ude fra vejen kan man ikke se en eneste traktor, kun et ydmygt lille sted med stuehus og vinkelbygning og en nyere lade. Der er skærmet af med hegn og låger til resten, og det var først, da vi kom herud, og låger og porte blev åbnet, at de 300 traktorer og 102 plove og 2 mejetærskere og en million andre stykker jern dukkede op – og Bent for alvor begyndte at snakke. 3 af traktorerne er Ferguson 35, 3-cylindrede. Det er meget vigtigt for fotografen, der har drømt om netop den i mange år.
Men vi begyndte selvfølgelig inde i køkkenet med kaffe og wienerbrød. Det må være et af de mindste køkkener i Jylland, højst 10 m2, hvilket er rigeligt, når man kun er én person og for nylig er fyldt 80. Men der var varmt og hyggeligt – den form for hygge, der opstår, når man sjældent rydder op og alt det nødvendige derfor er inden for rækkevidde. Ugeaviser og traktorblade på bordet. En gammel telefon og en papkasse til at lægge over telefonen, når Bent går ud, for katten kom engang til at skubbe røret af telefonen, og så troede vennerne, at Bent var blevet syg.
Ellers må katten alt. Den sprang op på bordet og smagte på basserne. Den sprang ned på skødet af gæsten og op på bordet igen. Derfra et elegant spring – mindst en meter – over på køkkenbordet og hen til vasken, hvor den labbede nogle dråber vand i sig direkte fra hanen. Katten fyldte det meste af køkkenet, og det var tydeligt, at den står Bents hjerte nær. Hvorimod han ikke bryder sig om hunde, for engang for 25 år siden, da han boede på en anden gård, var der nogle fremmede hunde, der løb rundt på hans marker og skræmte vildtet væk. En af dem blev heldigvis skudt af en nabo, og derfor vil Bent ikke ha’ hund. »Jeg var plaget af hunde«, siger han.
I øvrigt siger han ikke så meget. Jeg vil da gerne vide noget om hans lange liv, men ordene skal hives ud af ham. Her kommer de vigtigste:
