Cellen lugter stadig af urin, selv om terazzogulvet er vådt efter afvaskningen.
Den indsatte har siddet her, mens han var under observation, men nu er det lille rum med den matsorte plastikmadras gjort klar til en ny gæst. Lukker man døren i bag sig, og efterlades man alene, kan man mærke det. De anmassende vægge i det højloftede rum, panserglassets uigennemtrængelighed, en sær fornemmelse af at være overmandet. Man vil gerne ud igen. Nu.
Vi er i Vestre Fængsels sydfløj, hvor landets værste forbrydere sidder varetægtsfængslet. Peter Lundin og Amagermanden har siddet her i modtageafdelingen, og lige nu fylder de sigtede fra den store hashsag på Christiania godt op. Indimellem bliver såkaldt almindelige borgere låst inde i det gamle arresthus.
»Jeg har oplevet, at familiefædre, der er havnet i en fogedretssag, reagerer ved at smøre deres egen afføring ud over væggene«, siger fængselsbetjenten, som vi må oplyse hedder Nielsen til efternavn.
