Æsken aktiverer gamle forvitrede hjernebaner. Dens farver. Dens kantede størrelse. Designet, som gør det muligt at åbne fronten og kigge ind til små poser bag et tyndt plastikvindue. Og billederne på både front, bagside og sider. Billeder af et moderne rødt tog med lokomotiver i hver ende og to passagervogne, et simpelt stoppested og så selvfølgelig små figurer med de karakteristiske gule, let afrundede hoveder.
Den ligger på en hylde, hvor et diskret dymoklistermærke angiver, at æskerne her er fra 1985. Altså har jeg været 7 år, da en æske som denne gemte sig under indpakningspapiret juleaften. Så vidt jeg svagt husker, så gik der ikke længe, før jeg forlod familien ved træet for andægtigt at pakke togsættet ud og begynde at integrere de nye elementer i den legoby, der allerede fyldte det meste af gulvet på mit drengeværelse.
Min reaktion er overhovedet ikke atypisk, siger hovedarkivar Jette Orduna, der har det overordnede ansvar for Legos ærefrygtindgydende produktsamling her i kælderen i Billunds bymidte. Lidt mere end 7.000 forskellige modeller er her opbevaret ved en konstant temperatur på reoler, der, som man kender det fra biblioteksarkiver, kan skubbes fra side til side.
»Vi havde på et tidspunkt en gruppe fans hernede, hvor en af dem slet ikke kunne slippe hylden med æskerne, der kom i årene, hvor han var barn. Der var jo kø, og de andre ville gerne se hylderne med æsker fra deres, så da jeg havde sagt et par gange, at nu var han altså nødt til at komme ud, så begyndte jeg langsomt at rulle reolen sammen. »Hvis jeg skal dø, så må det godt være her«, lød hans reaktion«, fortæller hun med et grin.
