Da Lars Jacobsson som ung begyndte at svejse rør på havnen i Göteborg, var der ingen, der forestillede sig, at rørene og havnens store underjordiske olielagre skulle gøre ham til mangemillionær. Heller ikke ham selv: Han drømte om at blive undervandssvejser på en norsk olieplatform.
»Man holder kun til det i kort tid, men man tjener godt«, husker han.
Men en kombination af hans egne dårlige ører og troen på en fiks idé betød, at Lars Jacobsson aldrig kom ud på nogen norsk platform.
I stedet blev han usædvanlig rig. Undervejs fik han en plads i historiebøgerne som den, der introducerede en særlig form for spekulation i olieprisens op- og nedture. Metoden hedder contango. Begrebet opstod på børsen i London i det 19. århundrede og lyder som en argentinsk dans. Men i virkeligheden er det en dans om guldkalven.
