En forårsmorgen i 1952 rullede en stor bil op foran Inge Lehmanns etageejendom på Østerbro. Den 64-årige kvinde forlod kort efter adressen med tunge kufferter og kørte med bilen til lufthavnen, hvor et US Air Force-fly ventede. Det skulle bringe hende over Atlanten for at lande i New York. Først tre måneder senere vendte den ældre dame tilbage.
Inge Lehmann led af støjfølsomhed. Hendes søvn var dårlig. Til sin læge havde hun allerede året før fortalt, at hun følte sig nedbrudt, og at hun kun klarede sit arbejde, hvis hun kunne komme på længere kurophold i Alperne. Lægen havde underskrevet en erklæring, der kunne gøre det muligt for hende at gå ned i tid eller få orlov fra sin stilling som statsgeodæt ved Geodætisk Institut.
Inge Lehmann kunne derfor have trukket sig tilbage. Hun kunne have overgivet sig til alderdommen og nydt stilheden i lejligheden på Kastelsvej og haven i sommerhuset i Holte. Og de færreste ville have savnet hende.
Men sådan skulle det ikke gå. I stedet blev den ældre kvinde de næste 20 år en brik i en storpolitisk konflikt. Den specialiserede viden om Jordens rystelser, som hun havde dyrket i et kvart århundrede, havde pludselig fået værdi for verden. Støvet var blevet banket af seismologien.
