Det er lige før, hendes foragt kan føles i den nydelige koncertsal, før hun åbner munden. Socialdemokratiets partiformand Mette Frederiksen har i en god times tid siddet på en høj 7’er-stol på kunstmuseet Louisiana i en aftenpassiar, hvor et par hundrede gæster er mødt frem for at høre om statsministerkandidatens liv, hendes politik og bredere visioner for det land, hun forsøger at komme til at regere i.
Samtalepartneren er den tyske journalist Marc-Christoph Wagner, som er fast vært på de såkaldte Louisiana Live-arrangementer og arbejder som korrespondent for den store tyske tv-kanal ARD. Han har netop læst en passage op fra en tale, som den tyske forbundspræsident Joachim Gauck holdt i den schweiziske by Davos for det internationale jetset af beslutningstagere.
»Et samfund, der forstår sig selv som et solidarisk samfund, vil også handle solidarisk over for flygtninge. Hvis vi unddrager os denne forpligtelse, kan det godt være, at det har finansielle fordele. Men vi ville miste noget andet, som er meget værdifuldt: nemlig agtelsen for os selv og overensstemmelsen med os selv«.
Marc-Christoph Wagner når dårligt nok at spørge, før Mette Frederiksen selv går i gang med at svare på en måde, som giver mere end et fingerpeg om, hvad hun mener om den førte udlændingepolitik i nabolandene mod nord og syd, der indtil for nylig brandede sig selv med slagord om henholdsvis den »humanistiske stormagt« og »åbne armes« land.
