Situationen var alvorlig. Flodbølgen af traumatiserede veteraner fra krigene i Irak og Afghanistan væltede i 2007-8 ind over den amerikanske hær.
Selvmordsraten blandt veteraner var den højeste i 28 år, en fremskrivning af antallet af tidligere udsendte med PTSD viste tal på måske 150.000 invaliderede soldater.
Mens titusinder af syge veteraner skulle finde en plads i det civile samfund, ville udgifterne til behandling og erstatning tordne i vejret.
Til overflod var der de alarmerende meldinger fra West Point. Undersøgelser blandt kadetterne fra den amerikanske elite-kadetskole havde tidligere vist, at op til 80 procent af officersaspiranterne forventede at have en psykisk krigsskade med i rygsækken, når de vendte hjem fra krig under fjerne himmelstrøg.
