Fodboldklubben Corinthians ligger i São Paulo, i bydelen São Jorge, der er opkaldt efter skytshelgenen Sankt Jørgen og stærkt præget af klubben. På klubbens område er der restauranter, barer, banker, frisørsaloner, bibliotek, træningscenter, svømmehal, kapel, en megastore på 400 kvadratmeter og den gamle arena Alfredo Schürig, hvor førsteholdet tidligere trænede. På femte sal i komplekset har den nye klubformand, Mário Gobbi, sit kontor. Han tilhører en ny generation af ledere, der i 2007 gennemførte en revolution og skilte sig af med forretningsmanden Alberto Dualib, som på det tidspunkt havde styret klubben i mere end et årti. I dag er Corinthians en demokratisk klub, som blandt andet offentliggør sine regnskaber på nettet.
Gobbi, der er politikommissær til hverdag, er en stor mand med dobbelthage, og han kigger gerne sine gæster direkte i øjnene. Et foto på væggen over hans skrivebord viser ham, mens han iført jakkesæt løber på en fodboldbane med udstrakte arme og råber som en vanvittig. Billedet er taget efter slutfløjtet i kampen mod Chelsea i Yokohama i december 2012. For anden gang havde Corinthians vundet den titel, der er mest værdsat i brasiliansk fodbold – de havde besejret Champions League-mestrene i finalen om Fifa’s verdensmesterskab for klubhold. Da jeg fortæller, at titlen ikke vurderes lige så højt i Europa, bliver politimanden vred.
»Javel, ja. Det er ikke en titel, der vurderes særlig højt? Det var da mærkeligt. Hvorfor begyndte Chelseas spillere mon så at sparke vores folk ned i anden halvleg og desperat jagte en udligning? På mig virkede det, som om det var en titel, de satte meget højt«, siger Gobbi og borer sit blik ind i mit.
På tilskuerpladserne kunne man dog tydeligt mærke den ulige interesse. Nogle få hundrede rige Chelsea-fans var rejst til Japan for at se deres hold spille om en titel, som klubben aldrig tidligere havde haft chancen for at erobre. Samtidig var næsten 30.000 fattige corinthianos rejst over på den anden side af kloden for at støtte deres klub i Yokohama.
