Det gik op for mig, at min ungdom var slut, da jeg en dag fik en dyb mandsstemme i røret og opdagede, at det var min egen søn. Det gør det meget tydeligt. Og når jeg sidder alene sammen med min mand fredag aften foran fjernsynet med en skål slik, og vores børn ikke gider være med, fordi de har fået deres eget liv, føler man sig heller ikke ung længere.
Men at min søn vokser mig over hovedet og får dyb stemme, får mig også til at føle, at der er kommet noget ud af det. Det at slægten går videre, gør det meget nemmere at skulle være midaldrende.
Jeg føler mig ikke ung længere. Og det synes jeg heller ikke, man skal i min alder. Jeg er 44 år og føler mig voksen. Og synes i det hele taget, at ungdommen er voldsomt opreklameret og overvurderet. For mig er ungdom et andet ord for usikkerhed, uselvstændighed og uvished. Jeg synes egentlig ikke, det var så rart at være ung. Vi lever i en kultur, hvor det bedste af alt er at være ung. Men i virkeligheden er ungdommen en svær tid. Og det er måske især i tilbageblik, at den bliver fantastisk. Men ungdommen havde den fordel, at man kunne stille dumme spørgsmål til kloge mennesker. Og at de lyttede og stod til rådighed.
En trist ting ved at blive midaldrende er, at folk i ens forældres generation begynder at falde fra. Og det er en hel fond af viden, der forsvinder med dem. For noget tid siden tænkte jeg, at jeg skulle spørge min onkel om noget med besættelsen, men han døde, inden jeg nåede det. Den del af det er rigtig trist. Når man selv rykker op i rækkerne, skal man ikke længere bare stille spørgsmålene, men også selv levere svarene. Det er lidt angstprovokerende.
