Den 14. oktober 1944 havde jeg mange mødeaftaler. Som den sidste i rækken skulle jeg træffe redaktøren og lederen af De Frie Danske, redaktør Holbech og restauratør Mikkelsen, og havde lovet at komme mellem 15.30 og 16. Derfor var det med slet samvittighed, jeg kl. 16 ringede til direktør Mikkelsens telefon og meddelte, at jeg var forsinket, men ville være der i løbet af 10 minutter. En stemme svarede »Udmærket«. Jeg mente med sikkerhed at kunne genkende røsten, det var ikke Mikkelsen selv, men hans nære medarbejder, Palm Petersen – tænkte jeg. Derfor spurgte jeg ikke mere, men kaprede en bil.
Da den rullede op foran Gl. Kongevej 93, så jeg foran huset en høj lurvet person med begge hænder i lommerne. Et øjeblik fæstnede jeg opmærksomheden på ham, men da jeg havde betalt, var han forsvundet, og jeg skænkede ham ikke en tanke. Ved entrédøren standsede jeg; det aftalte tegn, en avis stikkende i brevsprækken, var der ikke. Det ærgrede mig, fordi det tidligere var glemt, og jeg måtte da ned på gaden til en telefon for at høre, om alt var i orden. Jeg tog et skridt hen mod trappen for at gå ned, men da det i forvejen var for sent, og jeg i telefonen med sikkerhed mente at have genkendt stemmen, ringede jeg signalet. Der blev fumlet længe med låsen, men det gjorde Mikkelsen altid; derfor flyttede jeg mig hen foran kighullet, så han kunne se, det var mig.
I det samme blev døren revet op, en lavstammet lysblond mand trådte hastigt et skridt tilbage i entreen med en maskinpistol pegende på mig. Han hviskede hæst: »Kom ind, hurtigt, kom ind«. Et sekund troede jeg, det var en spøg, så gik det op for mig, at jeg var fanget. Jeg følte ingen ophidselse, snarest en isnende ro iblandet en vis forsorenhed. Jeg gik ind, det var selvmord at prøve flugt. »Armene op«, hviskede han bag mig.
Inde i stuen sprang to tyske politimænd ind på mig og tømte i en håndevending alle lommer. I en pakke, jeg havde hentet om eftermiddagen, fandt de et større pengebeløb og talrige breve adresseret til Frihedsrådet. De blev meget begejstrede: »Har De forbindelse med rådet«, spurgte de. Jeg svarede, at jeg kun var kurer og ikke vidste, hvad der var i pakken, og jeg fastholdt min falske identitet, som stod på legitimationskortet. De spurgte, om jeg var gift og havde børn. Jeg svarede i overensstemmelse med, hvad der gjaldt den, hvis identitet jeg have benyttet. I begyndelsen stod jeg med ansigtet mod væggen og armene oprakt, men da jeg bemærkede, at det var temmelig trættende og temmelig unødvendigt, lod de mig ligge på gulvet med fremstrakte arme. »Das Spiel ist aus«, sagde en af tyskerne, og det benægtede jeg ikke. Et par gange ringede telefonen. Man følte en afmægtig harme, når man hørte den danske stikker, der havde modtaget mig i døren, i sødladen tone føre samtalerne og søge at lokke noget ud af den talende.
