magasinet

Foto: NIcolai Howalt
Sådan har du aldrig set solens lys før
Interview

Sådan har du aldrig set solens lys før

Nicolai Howalt fotograferer solen gennem linser og filtre, som lægen Niels Finsen i 1800-tallet brugte til at behandle hudlidelser med. Det er blevet til en stribe unikke billeder, der kaster nyt lys over vores himmels omdrejningspunkt.

Gem til liste
Kjeld Hybel Journalist

Der er tale om stråler, som har helbredt disse mennesker. Jeg undersøger bare, hvordan de stråler visuelt ser ud

Nikolai Howalt

Der hænger et massivt skydække over Amager, så den eneste synlige sol er den, der hænger på Nicolai Howalts opslagstavle i atelieret. Der er faktisk en hel stribe af sole. Røde, blå, grønne. En sol er bare en sort prik i en gullig klat af skyer. Der er noget hypnotisk over de her sole, noget på en eller anden måde dragende ...

»Du har vel hørt om Niels Finsen«, spørger Howalt.

Jeg tvinger blikket væk fra billederne og mumler en form for bekræftelse. Har kun en svag erindring om et institut, der er opkaldt efter en mand med det navn.

»Han helbredte en række hudlidelser. Nu skal jeg vise dig ...«, siger Howalt, idet han farer op fra den kontorstol, han har siddet på i hele 20 sekunder.


Han ifører sig hvide bomuldshandsker og trækker forsigtigt nogle fotografier op af en brun kuvert. Det er gamle sort-hvide portrætter af mennesker med sorte huller der, hvor man ville have forventet at se næser.

Blå bog

Nicolai Howalt

Billedkunster, som primært arbejder med fotografi.

Født i 1970 i København og uddannet på fotoskolen Fatamorgana.

Slog hurtigt ind på en kunstnerisk bane og har arbejdet tæt sammen med sin kone, fotografen Trine Søndergaard. Sammen har de bl.a. lavet serierne ’Tree Zone’ og ’How to Hunt’.

Har solo fotograferet serier som ’Boxer’ og ’Car Crash Studies’.

Er repræsenteret af gallerier i København, London og New York, har udstillet i den halve verden og er repræsenteret på adskillige kunstmuseer i ind- og udland.

Udstillingen 'Light Break' kan ses fra 11. april til 10 juli på Medicinsk Museion i København.

»Jeg har lovet dem henne på museet at tage handsker på, når jeg rører ved de her fotografier«, forklarer Howalt.

»De er jo over 100 år gamle, og det er helt ekstraordinært tillidsfuldt, at jeg har fået lov til at låne dem. Og ikke mindst linserne og alt det andet ...«.

Han nikker mod nogle vældige kegleformede tingester, der ligger på en stor reol sammen med andre mystiske instrumenter fra fortiden.

»Det er også derfor, jeg har lavet det der kaffebord«.

Han peger på det lille bord med espressokaffen og de croissanter, vi lige har rejst os fra. Bordet står som en ø af smittefare i midten af et sterilt laboratorium.

»Men se her ...«, siger Howalt og trækker opmærksomheden tilbage til det væsentlige.

»Det her er faktisk det, vi kalder lupus vulgaris, som er hudtuberkulose. Det var en infektion, som gjorde, at huden gik i forrådnelse ... Du mister næsen. Du mister øjet. Det ligner jo noget, der er løgn ...«.

Han bladrer i fotografierne, som alle er dobbelte portrætter. Et er taget før og et efter, at lægen Niels Finsens har behandlet patienten for den skræmmende lidelse.

»Det er dokumentation for den forskning, Finsen var i gang med. Hans undersøgelse af, hvad der sker, når man filtrerer lyset ...«.

Og det er der, vi skal hen. Hen til lyset.


Vi skal finde ud af, hvordan Howalt har bevæget sig fra disse billeder af halvt bortrådnede ansigter til de mange varianter af glødende sole, der hænger på opslagstavlen eller er stablet op i ens hvide rammer overalt i atelieret.

Lyset er afgørende for alt

Nicolai Howalt er en fotograf, som har det med at forsvinde ind i et tema og blive hængende derinde, så længe det er nødvendigt.

Det med lyset har stået på i et par år og begyndte, da han faldt i staver over nogle voksmasker inde på Medicinsk Museion.

Det var Niels Finsen, der havde lavet afstøbninger af sine patienter og malet maskerne i livagtige farver, inklusive skægstubbe og lupus vulgaris, sygdommen, der fik sit navn, fordi den kastede sig over sine ofre som en sulten ulv (lupus).

Howalt begyndte at fotografere maskerne, men efter nogen tid vendte hans opmærksomhed sig mod de metoder, Finsen brugte i sin behandling.

»Jeg prøver at kigge på det, der er kilden til hans arbejde: lyset. Lyset er fuldstændig afgørende for alt, hvad vi foretager os med et kamera. Med et medicinsk afsæt kigger jeg på lyset som et objekt. Og vender det om, så det bliver en figurativ størrelse. Jeg giver strålerne en farve«, siger Howalt, da vi igen sidder ned.

Og han udbygger:

»Når vi taler om lys, så taler vi altid om, når lyset rammer noget. Som i Hammershøis malerier eller hos skagensmalerne. Vi taler om lysindfald og genskin ... Men her kigger vi direkte på strålen. Det er en enormt æstetisk undersøgelse af lys. Men også en fuldstændig åben anskuelse af, hvordan lyset ser ud, når vi vender kameraet op mod solen«.

Finsen var genial

Derefter fortæller Nicolai Howalt med rastløs hast brudstykker fra Finsens liv, denne geniale læge, som havde vrøvl med sine hjerteklapper og var svagelig og blev sendt til et sanatorium i Schweiz, hvor luften var bedre og lyset mere klart. Lyset gjorde ham godt, mærkede Finsen.


»Der er nogle skildringer af, hvordan han en dag sidder og kigger ud over en sø og ser nogle skøjteløbere, som hele tiden flytter sig derhen, hvor solen er ...«.

I virkeligheden er de her billeder den rene vare

Nikolai Howalt

Finsen opdager, at der er helbredende kræfter i solens infrarødestråler. Og i de ultraviolette, der befinder sig i den modsatte ende af spektret. Han fremstiller linser med glas af kvarts, eller bjergkrystal, som i modsætning til almindeligt glas lader de ultraviolette stråler slippe igennem, og han retter det koncentrerede ’kemiske’ lys mod de steder på huden, der er angrebet af lupus vulgaris. Det virker.

»Det er en dualistisk ting«, siger Nicolai Howalt. »Sollyset er både helbredende og sygdomsfremkaldende. Det er farligt at kigge direkte på solen. Men vi har også brug for den ...«.

Den rene vare

Han rejser sig igen fra stolen og henter en dingenot på en af hylderne. Det er et lysfilter. Og han taler begejstret om, hvordan kobbersulfid har spillet en vigtig rolle for at give filtret sin helt unikke blå farve.


»Det er sindssygt flot, ikke? Det her filter lader de ultraviolette stråler passere, men absorberer de andre ...«, siger Howalt.

»Og nu skal du se, jeg har også andre filtre ...«.

Han roder i en kasse, der står ved siden af det store kamera, der ligner sådan et, kanonfotograferne brugte i gamle dage. Han demonstrerer, hvordan han bærer sig ad med at skabe sine billeder. Han holder de særlige linser, objektiver og filtre op foran kameraet, retter det mod solen, og så trykker han på udløseren.

»Jeg kan rulle kameraet frem og tilbage. Jeg ruller ud her ...«.
Han tager nogle raske skridt hen til døren, jeg halser efter, hen ad en korridor til en bagdør og ud på en slags svalegang.

»Her er alle billederne taget fra. Om formiddagen står solen derovre, og så fotograferer jeg hen over de der tage«.


Vi står i rundt regnet to sekunder og betragter den grå himmel og de triste bygninger i det fjerne.

»Nu skal jeg vise dig noget ...«, siger Howalt så og vifter mig tilbage til atelieret, hvor han finder nogle af de færdige fotografier frem, eller ... fotografier er det sådan set ikke, han kalder dem fotogrammer.

Det er billeder, der dannes direkte på lysfølsomt, fotografisk papir (20 x 25 centimeter) inde i kameraet. Howalt lader de udvalgte stråler af ultraviolet eller infrarødt lys slippe ind i kameraet i en passende dosis, hvorefter lyset danner et aftryk, som er i negativ og på hovedet. Det minder om den måde, det menneskelige øje modtager synsindtryk på.

»Vi får billederne ind som et negativ, og så vender vores hjerne det om til positiv. I virkeligheden er de her billeder ...«, Howalt henviser til sine fotogrammer, »... den rene vare. Det er ligesom de billeder, vi får ind på nethinden«.


Og billederne findes kun i et eksemplar. Der er tale om unikke værker, hvilket også er en detalje, der fascinerer Nicolai Howalt.

»Jeg er ikke bange for at bruge computer og manipulere med billeder, men der er noget enormt befriende i at sige: KLIK! Og det er så det. Du kan ikke ændre noget. Jeg kan ikke komme længere væk fra det digitale billede ...«.

Skønheden i det grusomme

Howalt vender hele tiden tilbage til Niels Finsens bedrifter, til hans lamper med kulbuelys og alle de andre lyseksperimenter, som kurerede alskens hudlidelser og skaffede ham Nobelprisen og noget nær heltestatus i Danmark.

»Hvad er det der«, spørger jeg, da Howalt samler en indretning op med noget klolignende i den ene ende.

»Den brugte Finsen til at holde patienternes hoveder helt stille, når han fotograferede dem ...«.

Howalt demonstrerer på sig selv, hvordan den virker.

»Det tog jo sin tid, når man fotograferede dengang. Jeg tror, de skulle sidde stille i 30 sekunder eller sådan noget ... I øvrigt rummer det her projekt lidt af det samme som mange af de andre ting, jeg har arbejdet med«, fortsætter han.

»På den ene side har det en skønhed, men det har også en gru ...«.

Nicolai Howalt fotograferede for eksempel for nogle år siden en masse totalskadede biler og skabte en serie af på en gang smukke og uhyggelige billeder. Længere tilbage i tiden tog han billeder af drenge, lige inden og lige efter deres første boksekamp.

»Jeg har en særlig kærlighed for før-og-efter-billeder«, griner han.

»Jeg er jo opvokset med dem: Før og efter et eller andet hårprodukt. Før og efter bumsecreme ... Det er en måde at bruge fotografiet som dokumentation og samtidig som konceptuel kunstform. Ved for eksempel at fotografere drengene lige før og lige efter kampen dokumenterer jeg kampen ... uden at vise den«.

»Hvor ser du gruen i de her billeder af lys?«.

»Jeg synes, nogle af de her billeder er foruroligende, dommedagsagtige. Og nogle af dem ligner næsten noget fra vores indre univers ...«.



I øvrigt er Niels Finsens forskning stadig yderst aktuel, påpeger Nicolai Howalt. Han har netop læst, at man er begyndt at udstyre nye sygehuse med vinduesglas, der tillader solens ultraviolette stråler at slippe ind. Det skulle give en betydelig sundhedsgevinst, viser beregninger, fordi det blandt andet er de stråler, som sørger for, at kroppen opbygger de nødvendige reserver af D-vitamin.

»Det er sjovt, at man stadig sidder og diskuterer nogle af de principper, Niels Finsen arbejdede med ... Vi burde formentlig alle skifte vores glas. Det er enormt interessant, synes jeg ...«.

At se det, der ikke ses

»Er det der skyer«, spørger jeg og peger.

»Det er skyer«, bekræfter Howalt, »men det ligner jo sateme en blodåre, ikke?«.

På nogle af fotogrammerne ser man også toppen af bygningerne udenfor eller detaljer fra de forskellige Finsen-objektiver, Howalt har lånt af Medicinsk Museion. Det er for at variere udtrykket en anelse i serien, som han kalder 'Light Break'. Men på langt de fleste billeder er det solen i alle mulige varianter, der opfører en soloforestilling.

Det er billeder af lys, vi ellers ikke er i stand til at se. Bier, rejer og krabber samt visse fisk og fugle kan se ultraviolet lys, men mennesker kan ikke. Vi kan heller ikke se det infrarøde.

Howalt viser mig endnu et filter. Det er helt sort.

»Det her er nok et hundrede procent infrarødt filter. Du kan ikke se igennem det«, siger han entusiastisk. »Du kan ikke se lys i de frekvenser. Men du kan fotografere det!«.

»Men fortæl mig så lige, hvorfor det her ikke er videnskab, hvorfor er det kunst«, spørger jeg.

»Det kan jeg godt forklare«, svarer Nicolai Howalt.

»Lidt i Finsens ånd er det, jeg laver, en slags forskning baseret på praksis. Jeg går ud og prøver tingene af og ser, om det fungerer ... Og så bryder jeg en række videnskabelige parametre på kryds og tværs. Jeg arbejder sådan: Nu kommer solen om en time, så går jeg ud og fotograferer. Og jeg ved bare, at jeg kører med den infrarøde, som bliver brudt med et gult filter, fordi jeg godt vil lave en forskydning ... Prøv lige at se«.


Han finder nogle eksempler i stakken af indrammede billeder.

»Det er interessant, at vi ved hjælp af hundrede år gamle linser og noget fotografisk materiale gør noget synligt, som ellers er uden for vores synsfelt ...«.

»Hvorfor er det så interessant?«.

»Jamen, ... det er det jo på rigtig mange måder. Det er en helt grundlæggende længsel efter at prøve at forstå det, vi ikke forstår. Nu kan jeg kan faktisk vise dig, at noget findes, selv om vi ikke ser det ... Og betydningen af det her projekt ligger jo meget i, at der er tale om stråler, som har helbredt disse mennesker. Jeg undersøger bare, hvordan de stråler visuelt ser ud ... Jeg bringer det et andet sted hen«.

»Ind i kunstens verden?«.

»Det synes jeg i høj grad. Man kan godt spørge, hvad det er, der gør det her til kunst? Det synes jeg jo primært er, at jeg synliggør noget, som ikke umiddelbart er synligt ...«, siger Nicolai Howalt.

Publiceret 8. april 2014

PolitikenPlus
  • Ur, unisex *Bulbul er navnet på en fugl, en lille fugl med hanekam og et oppustet ego. På samme tid er det også navnet på nattergalen i persisk og indisk poesi.

    Pluspris 2.000 kr. Alm. pris 2.500 kr. Køb
  • Chart | Art Fair Messen blev allerede i sit første år en stor succes med over 11.000 besøgende i den sidste weekend i august 2013.

    Pluspris 75 kr. Alm. pris 100 kr. Køb
  • Bulldog Det var en varm sommerdag i 2006. På benzintanken midt i København holdt en amerikanerbil.

    Pluspris 800 kr. Alm. pris 920 kr. Køb
  • Twin Peaks Bluray Boks David Lynch' legendariske serie er endelig ude i en ultimativ Bluray boks med hele serien, filmen Fire Walk With Me og en masse hidtil uset ekstra materiale.

    Pluspris 440 kr. Alm. pris 500 kr. Køb
  • Håndklæder Håndklæder i bambus kvalitet, 3 stk. i en pakke. Helt lette og fine håndklæder, som også kan brugers som tæpper, dug eller plaid.

    Pluspris 199 kr. Alm. pris 250 kr. Køb