På et lille kontor i periferien af Paris sidder en mand på 43 år. Hylderne på den ene væg er fyldt med tykke ringbind, på de andre vægge er der kun bøger, og på hans skrivebord står to brune plastickopper med kaffe.
Hans kontor er i udkanten af byen, men manden i grå lærredsbukser og rød trøje er blevet centrum for den globale offentlighed: Thomas Piketty er med ét blevet den mest omtalte intellektuelle i verden. Denne tirsdag bliver han fejret som vismand på debatsiderne i Libération, men kritiseret på forsiden af Financial Times for uredelig omgang med data:
»Nej, nej, nej«, siger Thomas Piketty på sit kontor, mens han ryster på hovedet:
»Deres kritik er forkert, det er latterligt. Det hele er forklaret i et appendiks til bogen. Jeg laver et samlet svar, som vil tilbagevise deres kritik«, siger han.
