Man skal bare forestille sig, hvordan ens daglige færden på internettet ville have tage sig ud i verden, som den så ud for 25 år siden. Så ved man, hvor anderledes vi opfører os i dag. I 1989 var post ikke en distraktion. Noget, man lige tjekkede, når arbejdet slog knuder. Den ankom én gang i døgnet. I postkassen. Og de færreste tog turen ud for at tømme den 20, 30 eller 50 gange dagligt. Ligesom det hørte til sjældenhederne at kontakte sine 500 nærmeste bekendte for lige at opdatere sig om, hvordan ferien gik, og hvor nuttede børnene stadig var.
At nettet har forandret verden, ved enhver. Med store gevinster. Men også store tab, skriver den canadiske videnskabsjournalist Michael Harris i sin nye bog ’The End of Absence – Reclaiming What We’ve Lost in a World of Constant Connection’, hvoraf det fremgår, at den digitale revolution ændrer vores måde at læse, tænke og huske på.
I bogen refererer han en række videnskabelige undersøgelser, der synes at bekræfte, at vi bliver mere overfladiske og rastløse af de mange indtryk, vi surfer igennem. Bedre til at skaffe os viden, men dårligere til selv at vide noget. Og da hjernen ændrer sig i brug, søger vi flere skiftende impulser og skyr fordybelse, ensomhed og – Gud bevare os – kedsomhed.
»Vi er den sidste generation i historien, der vil huske livet før internettet. Og vi har en helt unik mulighed for at dele vores viden om, hvad der gik forud, med vores børn«, siger Michael Harris.
