Æggehvide er løbet ned ad vinduet og har efterladt indtørrede striber. På altanen ligger rester af æg, der er kastet mod lejligheden, og som som fuglene endnu ikke har ædt. I den rødbrune sofa sidder en spinkel skikkelse med bøjet hoved og armene i skødet foran en stor dåseøl og en pakke Prince.
Skikkelsen er Dan Park. Den 46-årige svensker, der har siddet tre måneder i fængsel i Ystad på grund af sine billeder. Han løfter hovedet.
»Det er vigtigt at bekæmpe det dårlige i virkeligheden. For eksempel racisme og overgreb på børn, men de, der har dømt mig, ser mine billeder som virkelighed. Jeg har ikke været ude og slå nogen ihjel. Jeg har ikke været ude og myrde nogen«.
Så stopper han sig selv. Han kigger ned igen. Hans strømper er med tegneseriehunden Nuser, og om håndleddet har han et børneur. Hvis ikke han havde grå stænk i håret, ville han ligne en teenager. Små hvide ar kan anes som et fint trådmønster på hans arme. Han spørger:
