Ordene hænger tunge som frugter i teksten. Sanselige, klistrede og søde af begyndende råd. På det gamle slot, der nu er en højskole, spøger en hvid dame. Hun er den unge Celestine, som for mere end 400 år siden blev levende begravet i slottets mure, fordi hun seksuelt havde været for langt fremme i skoene.
Jo, 1800-tallets litteratur spøger i Olga Ravns roman ’Celestine’. Såvel de gotiske fortællinger som den hypersanselige poesi går igen i en roman, der ellers nok må siges at være pænt moderne. Nemlig en spøgelseshistorie for skilsmissebørn og en historie om et erotisk parforhold, der er ved at synke sammen om sig selv så smattet som en grøn plante ramt af efterårets våde kulde. Samlet i dramaet om en ung kvinde, der bliver lærer på skolen. En moderne ung kvinde med indemuret vrede og angst for at ende som spøgelse i sit eget liv.
Olga Ravn fik i 2012 med ’Jeg æder mig selv som lyng’ noget af en drømmedebut som lyriker. I den situation ville de fleste have skyndt sig at rendyrke udtrykket og digteridentiteten, men i stedet følger den 28-årige Olga Ravn noget overraskende op med en roman. Som altså tilmed er en spøgelseshistorie.
»Der er ikke nogen strategi bagved«, slår Olga Ravn fast, da vi mødes i hendes lillebitte kontor på Gyldendal, hvor hun har fået et deltidsjob som redaktør.
