I juni 2009 rejste Newsweeks journalist Maziar Bahari til Iran for at dække det første demokratiske præsidentvalg i den islamiske republik.
Folkets håb om en moderat, vestligt sindet leder blev imidlertid knust, da den siddende reformfjendtlige præsident sejrede stort over oppositionen. Mistanke om valgsvindel førte til optøjer i Teherans gader, men regimets sikkerhedsstyrker slog hårdt ned på ’den grønne bevægelse’. Mindst 36 civile blev dræbt og over 4.000 fængslet i månederne efter valget.
Kort forinden havde den iranskfødte canadier Bahari medvirket i et indslag i Jon Stewarts satiriske nyhedsprogram 'The Daily Show' på den amerikanske kabelkanal Comedy Central. Da de iranske myndigheder fik fat i en kopi af udsendelsen, anholdt de Bahari og spurgte ham, hvorfor han mødtes med »en amerikansk spion« (Stewarts programmedarbejder Jason Jones i spionkostume, red.). Regimet forstod ikke ironien.
Jon Stewart (JS): På ’The Daily Show’ havde vi prøvet at få et hold ind i Iran, lige siden George Bush i 2002 erklærede, at landet var en del af ondskabens akse. Det var vi oppe at køre over, for vi havde aldrig før haft chancen for at besøge et ondt sted. Vi ringede til det iranske styre og sagde, at vi gerne ville lave en reportage i fire dele om, hvor onde de var. Det svarede de så aldrig på.
