Shakespeare’s Pub. Stedet er præcis så ægte britisk, som navnet antyder. Der bliver serveret store skummende øl og chips kl. 11 om formiddagen ved Londons Victoria Station. Kvinden, jeg møder derinde, er dansk. Det er bare de færreste danskere, der ved, hvem hun er.
For Danmark nåede nemlig knap nok at få øjnene op for Sofie Hagen, før hun var videre.
Hun har en lilla top på med en sort kjole ud over, briller med sort stel og snorlige pandehår. Vi skal tale om politisk korrekthed, priser og at være blevet kendt i udlandet uden at være det i Danmark. For 4 år siden åbenbarede det britiske comedyunivers sig for Sofie Hagen på en ferie.
En ferie, der endte med, at hun måtte ringe hjem til sin mor og sige: »Jeg tror, jeg er flyttet til London«.
