Frustrationen overmander Kenneth Kristensen Berth. Om få minutter skal han være til stede i Folketingssalen, men han har også en aftale med fransk tv, og de er stærkt forsinkede.
»Det er altså irriterende det her«, siger han i løb på vej ned ad gangen på Christiansborg. »Det er også de franskmænd. Havde det så bare været svenskere«, sukker Kristensen Berth.
Da franskmændene fra Télévision Française 1 kort efter dukker op, er det for at bore i politikerens holdning til den forestående folkeafstemning i Storbritannien. Her skal briterne enten sige ja til en ny aftale med EU eller forlade samarbejdet efter mere end 43 års medlemskab. Derfor holder både modstandere og fortalere vejret.
»Et nej vil kaste chokbølger gennem EU. Der kan komme noget godt ud af det«, siger Kenneth Kristensen Berth til journalisten Guillaume Debré, der også får at vide, at Danmark muligvis følger Storbritannien ud af EU.
