Dødsfald 29. jun. 2012 KL. 11.06

Dødsfald Folkekær og alsidig skuespillerinde er død

Asta Esper Andersen, der nåede hele 70 aktive år i dansk teater, film og tv, er død, 92 år.

Skuespilleren Asta Esper Andersen opnåede den - for hende - store lykke at være aktiv scene-, film- og tv-kunstner langt op i årene; også efter at hun var fyldt 90. Nu er hun død i den høje alder af 92 år.

Asta Esper Andersen var autodidakt og debuterede for 70 år siden på Riddersalen i forestillingen ’Svanhvide’. Men allerede året forinden, på Jeppe Aakjærs 75-års fødselsdag i 1941, kunne man opleve den purunge Asta Esper Andersen i Odd Fellow Palæet, hvor Politiken havde arrangeret en stor fest.

Hendes navn var gennem hele livet forbundet med Jeppe Aakjær. Asta Esper Andersens far og den store digter var venner, og hun mestrede i høj grad den jyske del af det danske sprog, som også var Jeppe Aakjærs gebet. Asta Esper Andersen foredrog gerne hans tekster og fortalte minder fra Aakjær-ejendommen Jenle i Salling.

Den svære omstillingen fra provins til hovedstad
På Asta Esper Andersens palet stod også causeriet ’Min jyske vindeltrappe til teatret’.

Tobakshandlerens datter fra Skive var ganske vidt omkring i dansk teater, tv og film. Efter tiden på Riddersalen kom hun til Aarhus Teater, hvor hun var i syv sæsoner og - som det er sædvanen på de store landsdelsscener - spillede et bredt repertoire.

Også Asta Esper Andersen måtte dog sande, at omstillingen fra provins til hovedstad kan være svær for en skuespiller. Tilbuddene var ikke så mange, men så tog Asta Esper Andersen selv fat med oplæsning og foredrag.

Det var vel ikke de store, svajende hovedroller, der kom til Asta Esper Andersen, men hun udfyldte sin særlige plads og var engageret til CaféTeatret, Fiolteatret og Det Danske Teater, ligesom teaterchef Peter Langdal hyrede hende til rollen som Antigone i sin egen opsætning af ’Grækerne’. Samme sted var hun med i ’Hedda Gabler’. Man kunne også opleve Asta Esper Andersen i datidens sommerspil på Hjerl Hede.

Fra 'Regnen holdt op' til 'Rollator Banden'
På filmfronten så man hende allerede i begyndelsen af 1940'erne i 'Alle går rundt og forelsker sig' og i Kjeld Abell-filmen 'Regnen holdt op'. Hun var siden med i bl.a. så forskellige film som 'Babettes gæstebud' og 'Nynne', og instruktøren Christian Braad Thomsen havde stor sans for hendes særlige næsten stovte talent i filmene 'Drømme støjer ikke når de dør' og 'Kniven i hjertet'.

Det unge publikum har oplevet hende i tv-julekalenderen 'Pagten' og i McDonald's-reklamer, ligesom Asta Esper Andersen tog del i løjerne i føljetonen 'Lærkevej'. Hun var desuden med i komedieserien 'Rollator Banden', hvor seks ældre borgere tager gas på unge danskere med skjult kamera.

Asta Esper Andersen var i en årrække fra 1945 gift med skuespilleren Paul Hagen, med hvem hun havde sønnen Esper Hagen, der fulgte i forældrenes kunstneriske fodspor.