Dødsfald 5. sep. 2012 KL. 10.00

Mindeord Jette Mersing

Fhv. indenrigs- og sundhedsminister Britta Schall Holberg (V) skriver mindeord om fhv. afdelingschef, cand.jur. Jette Mersing, Charlottenlund, 69 år:

Der er mennesker, der står så lysende.

Sådan et menneske var fhv. afdelingschef i Sundhedsministeriet Jette Mersing for mig.

Jeg lærte Jette at kende, da jeg blev indenrigs- og sundhedsminister i 1982. Da var Jette lige blevet udpeget som indvandringskonsulent. Et arbejde, der dengang lå under Indenrigsministeriet. Jeg husker hendes indædte kamp for indvandrernes rettigheder.

Hendes arbejde var at arbejde med integration på tværs af de øvrige ministerier. Det blev en kamp, som hun kæmpede bl.a. med Justitsministeriet og dets daværende minister, Erik Ninn-Hansen. Det var lidt af en uriaspost at sætte en kvinde på: at lede arbejdet med indvandrere, der ikke altid mente, at en kvinde ville kunne klare det. Men Jettes evne til at tale med andre kulturer og med andre mennesker i det hele taget var legendarisk.

Vi dannede således det første indvandrerråd, hvis medlemmer var repræsentanter for de forskellige kulturer.

Jette blev siden først kontorchef i kommunalafdelingen og siden afdelingschef i Sundhedsministeriet

Jette var et af de mest engagerede mennesker, jeg har mødt.

Hun brændte for sine sager. Og hun havde et meget fint juridisk jugement. Hun var en stor personlighed og et meget levende menneske, og det var altid en glæde, når hun kom ind for at drøfte en sag. Altid med energiske bevægelser, altid med sin karakteristiske stemme og smil. Hun havde altid noget på hjerte, noget, hun brændte for, noget, hun vidste, jeg brændte for, og som hun var en ørn til at hjælpe med at løfte.

Jette var den fuldendte embedsmand, fordi hun både selv var en så stor, nuanceret personlighed, og fordi hun – måske netop derfor – var så eminent til at lytte til de politiske signaler, jeg udsendte.

Jette var en usædvanlig – og usædvanligt spændende embedsmand at arbejde sammen med. Også fordi hun havde så mange interesser og derfor spillede på et så stort register.

Det siger noget om Jette, at hun, da hun havde afsluttet sin fine karriere som afdelingschef i Sundhedsministeriet, begyndte at læse historie og blev bachelor fra Københavns Universitet i 2003.