Dødsfald 2. nov. 2012 KL. 10.49

Manden bag DR Big Bandets lyd er død

Den 80-årige saxofonist, arrangør og komponist Ray Pitts døde i morges.

I aften skulle han have modtaget Leo Mathisen Prisen 2012 i Koncerthusets Studie 2.

Men Ray Pitts nåede ikke at modtage hædren, for han døde fredag morgen.

Prisen skulle han have haft for sit virke inden for den nyere danske jazz fra 1960'erne og frem og for sin fremadpegende kunstneriske jazzåre.

For hvis den amerikanske musiker, der blev født i Boston, Massachusetts i 1932, ikke var kommet til Danmark i 1962, hvor jazzen i Danmark blomstrede som aldrig før eller siden, ville DRs jazzformidling og DR Big Bandet have taget sig anderledes ud.

»Han har betydet rigtigt meget for dansk jazz på grund af sit forhold til Big Bandet og jazz i DR i det hele taget. Big bandet ville ikke lyde, som det gør i dag, hvis ikke Ray Pitts havde været her. Derfor er det ekstra tragisk, at han skulle dø netop i dag«, siger Thomas Michelsen, musikredaktør på Politiken.

Pitts på repertoriet
Som leder af big bandet var han en af de første til at give orkesteret en egen profil gennem sine originale orkestreringer og kompositioner.

Han formåede blandt andet - som en af de første - at skrive originale numre til bandet. Og han gjorde det, så de svarede til den måde Duke Ellington skrev numrene til sine berømte orkestre - sådan musikken både fremhævede den enkelte solists udtryk og gav en orkestret en samlende profil. Pitts udgør stadig en væsentlig del af orkesterets repertoire.

Ud over sin tilknytning til DR kunne han jævnligt opleves som solist på det gamle Jazzhus Montmartre, som en del af Underground Railroad og med George Russells sekstet.

Ray Pitts var dansk gift og boede i Nivå i Nordsjælland.

Fredag 2. november hædres han med en mindekoncert i Koncerthusets Studie 2.

LÆSPrisuddeling bliver til mindekoncert på grund af dødsfald

P8 Jazz sender direkte fra koncerten fra klokken 20.03.