Sidst professor David Favrholdt på sin vanlige knivskarpe og vel artikulerede måde meddelte sig til offentligheden, var i nogle indlæg mod forskeren Milena Penkowa og rektor for Københavns Universitet Ralf Hemmingsen.

De kritiske kommentarer fik den omdiskuterede hjerneforsker til at anmelde ham til politiet, hvilket den gamle professor tog med stoisk ro. Mellem linjerne i hans indlæg mærkede man dog en skepsis over for universitets forvaltning, og han havde sine personlige grunde til denne skepsis.

LÆS INDLÆGGETHvorfor særbehandling til Penkowa?

Faglig sværvægter
I 1980 havde Favrholdt, der kun 35 år gammel var blevet den første professor i filosofi ved Odense Universitet, ansøgt om et ledigt professorat i København.

I første runde var han blevet enstemmigt indstillet. Men det kom formentlig til at koste ham stillingen, at han ideologisk og universitetspolitisk lå et andet sted i det politiske spektrum ikke bare end sine elever, men også de fleste af sine kolleger. Så Favrholdt måtte blive i Odense, ved det, der blev til Syddansk Universitet, og her nåede han at blive en institution.

LÆS OGSÅKina og Tibet er som onkel og nevø

Fagligt var han en sværvægter, der kombinerede en embedseksamen i psykologi med en magisterkonferens i filosofi. I 1964 kronede han sit akademiske stormløb med en doktorafhandling om filosoffen Wittgenstein’s hovedværk ’Tractatus logico-philosophicus’.

Det var erkendelsesteorien, der havde Favrholdts særlige interesse, og et hovedværk var ’Filosofisk Codex. Om begrundelsen af den menneskelige erkendelse’ fra 1999.

Forholdet til omverdenen, i et filosofisk perspektiv, løb som en rød tråd gennem forfatterskabet, og det forbavsede mange fagfæller, at han betragtede atomfysikeren Niels Bohr, som han i øvrigt havde mødt personligt, som en betydelig moderne filosof.

Et kort besøg
I værker som ’Fysik, bevidsthed og liv’, ’Spaltningen. Niels Bohr og Werner Heisenberg i videnskab og politik’ (2005) og ’Filosoffen Niels Bohr’ (2009) gjorde han ligefrem Bohr til en af de vigtigste tænkere inden for erkendelses- og videnskabsteoretiske problemer.

Bogen ’Æstetik og filosofi’ fra 2000 med den særlige parameterteori stødte dog på en del kritik. Ikke mange troede på, at man kunne måle et kunstværks værdi efter en særlig systematisk fremgangsmåde.

Skønt David Favrholdt var præstesøn, betragtede han sig selv som agnostiker, en, der kun kan tro på det, erfaringen fortæller ham.

LÆS OGSÅ Ubestemthedsrelationen

Det kostede ham al tiltro til et gudsbegreb, da han som 14-årig arbejdede ved en forsyningspost i Kolding og skulle servere suppe for de totalt udmagrede fanger, der kom hjem fra kz-lejrene. Det fik ham til at tænke, at hvis Gud er både god og almægtig, burde han være i stand til at tilintetgøre en sådan ondskab.

Sin egen død så David Favrholdt i møde med en sindsro, der harmonerede med hans logiske verdensopfattelse.

»Når jeg dør, er mit korte besøg i universet forbi, og dermed er det slut med min eksistens. Det kan jeg godt leve med«, udtalte han for nogle år siden.

»Men jeg kan samtidig godt forstå, at andre ikke er med på den indstilling. For mange er det en psykologisk nødvendighed at tro på noget hinsides, og man skal ikke tage troen fra folk«.

Han blev 81 år.