Foto: Ivan Riordan Boll

Maria Gerhardt er død efter lang tids kræftsygdom

Forfatter og DJ Maria Gerhardt, også kendt som Djuna Barnes, blev 39 år gammel.

Maria Gerhardt sidder i en taxa. Rosas hånd fletter sig ind i hendes. Hun er kvinden, Maria Gerhardt har været forelsket i, siden hun så hende første gang femten år tidligere.

Kvinden, hun endelig kan kalde sin kæreste, og som hun nu også er begyndt at kalde familie sammen med sønnen Bjørnstjerne. Lykken har endelig indfundet sig. Den er overvældende, men lige nu er den på stand by. Taxaen nærmer sig Rigshospitalet, hvor de skal have svar på, om den 8 centimeter store knude i Maria Gerhardt venstre bryst er ondartet.

»Måske er jeg dum. Måske har jeg storhedsvanvid. Men jeg tænker, at jeg er for vigtig til at dø«.

Citatet er taget fra Maria Gerhardts selvbiografiske beskrivelse af hendes første sygdomsforløb i bogen ’Der Bor Hollywoodstjerner på Vejen’ fra 2014.

Maria Gerhardt alias dj Djuna Barnes debuterede med bogen 'Der bor Hollywoodstjerner på vejen'.
Foto: Jacob Ehrbahn

Maria Gerhardt alias dj Djuna Barnes debuterede med bogen 'Der bor Hollywoodstjerner på vejen'.

En sand rockstjerne i københavnske natteliv

Et år med kemo, operationer og strålebehandling, der trods stædig tro, ukueligt håb og store mængder kærlighed blev begyndelsen til enden på et liv, der kunne have givet verden så meget mere. For Maria Gerhardt var ikke bare »nogens syge datter, nogens syge ven, eller din syge kæreste«, som hun beskriver det i sin bog.

»Måske er jeg dum. Måske har jeg storhedsvanvid. Men jeg tænker, at jeg er for vigtig til at dø«

Den 39-årige DJ, der af de fleste nok er bedst kendt under sit alias, Djuna Barnes, var en sand rockstjerne i det københavnske natteliv, hvor hun gennem 00’erne var nattens ukronede dronning. Hun har skrevet klummer for blandt andre Information og modemagasinet Cover og var sammen med Martin Kongstad idékvinde og drivkraft bag magasinet ’Københavner’.

Berlin, New York og Rekjavik var blandt hendes fortrukne spillesteder udenfor Danmark, hvor hun ligesom herhjemme var et stort navn i mange miljøer.

Maria Gerhardt var en sand rockstjerne i det københavnske natteliv, hvor hun gennem 00’erne var den ukronede ’nattens dronning’ .
Foto: Thomas Borberg

Maria Gerhardt var en sand rockstjerne i det københavnske natteliv, hvor hun gennem 00’erne var den ukronede ’nattens dronning’ .

Maria Gerhardt var en stjerne, et ikon for en generation af hipstere, kunstnere, festaber og modefolk, der flokkedes på gulvet foran pulten, når hun fredag-lørdag-søndag efter fredag-lørdag-søndag miksede sig gennem natten med en attitude, musikalitet og sans for øjeblikket, der var helt unik.

Maria Gerhardt var en stjerne, et ikon for en generation af hipstere, kunstnere, festaber og modefolk

Vidste godt at hun have levet det vilde liv

Da hun blev syg, blev hun et kendt navn blandt endnu flere. Hendes beskrivelser af den størst tænkelige livskrise var uden filter og gjort af lige dele selvindsigt og -ironi.

Hun vidste godt, at hun har levet det vilde liv med rigelige mængder af drugs og rock’n’roll. Som hun tørt bemærkede, havde hendes hundrede procent østrogenfølsomme - og dermed meget alkoholpåvirkelige - kræftknude ligget vodkamarineret i et årti.

Sygdommen var ifølge hende selv et resultat af en ubalance, som hun med en markant livsomlægning ville rette op på. Men yoga, løbeture, sund mad og masser af søvn var ikke nok. I sommeren 2015 fik Maria Gerhardt tilbagefald. Kræften havde spredt sig til hele kroppen. Med hjælp fra en indsamling, hvor venner, familie og fans gav mere end 350.000 kroner til alternativ behandling i Tyskland, kæmpede hun videre.

Transfervindue

I 2016 vandt Maria Gerhardt  Politikens litteraturpris for digtsamlingen 'Amagermesteren', der udkom i efteråret 2015. Og seks dage før hendes død udkom hendes sidste og anmelderroste værk, ’Transfervindue’, som hun sammen med sin redaktør færdiggjorde i den hospitalsseng, hun havde fået hjem i huset i Hellerup i den sidste tid og på palliativ afdeling på Bispebjerg Hospital.

I  'Transfervindue' tager hun sine læsere med til et sted, vi sjældent eller nødigt kommer, og fortæller både usentimentalt og poetisk om at være terminalt syg af kræft.  Bogen foregår i et Nordsjælland, der er bygget om til ét stort luksuriøst hospice, hvor der er fri cannabis olie og friskpresset juice ad libitum til alle.

En slags helle, hun indimellem selv drømte om, hvor man kunne være terminalt syg uden hele tiden at gøre sine pårørende kede af det. Og hvor man kunne være lidt i fred for de raske.

Maria Gerhardt indlæste selv lydbogen i sidste uge.

Nej til mere kemo

Efter fire omgange kemo sagde hun for nogle måneder siden nej tak til mere.

»Hvis det her er mit sidste forår, vil jeg gerne kunne sætte mig ud i det i stedet for at skulle på hospitalet hele tiden«, fortalte hun i et interview i Politiken i begyndelsen af marts.

»Jeg har ikke lyst til at leve sådan et liv særlig længe. Så vil jeg ligesom hellere bare lade naturen gå sin gang«.

Maria Gerhardt døde torsdag eftermiddag.

Hun efterlader sig sønnen Bjørnstjerne og hustruen Rosa. Og en fortvivlet skare af venner og følgere, der skriger deres sorg ud på de sociale medier med ét budskab: Når man er så vigtig som hende, kan man da ikke dø.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

For abonnenter

Forsiden

    Sådan er kommunalvalget gået

    Søjlerne viser landsresultatet (resultatet af 2013-valget står i gråt)