Maria Gerhardt ligger i en hospitalsseng under vinduet på førstesalen i villaen i Hellerup med computeren hvilende på dynen. Vintersolen står ind på de hvidskurede gulve, der er drysset med femårige Bjørnstjernes legoklodser.
Over hendes seng hænger to af sønnens tegninger af ørnerobotter under noget moderne kunst. Fem bare tæer stikker ud under dynen i fodenden og bliver lunet i en solstråle, mens hun læser op af det næsten færdige manuskript til sin nye bog:
»Har du mon prøvet alternativ behandling? De raske havde så mange spørgsmål, og jeg overvejede at få trykt et lille hæfte med alt det, jeg havde prøvet, og bemærkninger i margenen om virkning og bivirkning, og hvordan det føltes lige der, og hvordan det føltes, da jeg ikke længere kunne føle noget som helst. Kun kvalme. Kun higen efter hvidt brød«.
Det er den sidste fredag i januar. Maria Gerhardts redaktør sidder i en stol og følger med i manuskriptet på sin computer. Ligesom hun har gjort det næsten hver formiddag i den periode, forfatteren lige har været indlagt på palliativ afdeling på Bispebjerg Hospital. Det var sådan, det kunne lade sig gøre at få ’Transfervindue – fortællinger om de raskes fejl’ færdig.
