Annonce
Fødselsdage 21. sep. 2012 KL. 10.43

40 Oasis-frontmand værner sig mod at blive gammel med rockens uvaner

Liam Gallagher, som fylder 40 år i dag, formår stadig at få gang i sladderpressen.

Enhver, der synes, at rock længe har for meget stueren talkshowsnak og mineralvand, behøver bare kaste et blik på sangeren Liam Gallaghers generalieblad.

Nu, hvor Gallagher fylder 40, holder han ikke længere helt samme frekvens som ufrivillig og navnlig frivillig leverandør af skandalehistorier til den umættelige britiske presse som i de små tyve år, da han og storebroderen Noel gjorde deres bedste for at skjule, at de i bandet Oasis faktisk også spillede musik.

Lennon som fornavn
Liam Gallagher forpuppede sig allerede som barn i en dysfunktionel familie i Manchester i en utilgængelig verden af provokerende trods.

Han blev et vredt barn, man ikke kunne nå.

Rocken blev både hans redning og hans undskyldning for at fortsætte sin adfærd. I rockkulturen er der en romantisk tradition for at sætte lighedstegn mellem (selv)destruktion og originalitet.

LÆS OGSÅLiam uden Noel er næsten som i gamle dage

Så historien om Liam Gallagher er ikke kun historien om hans (og Noels) besættelse af The Kinks og The Beatles (hans førstefødte, med skuespilleren Patsy Kensit, hedder Lennon – til fornavn), ej heller kun om Oasis’ succes i 90’erne, da de konkurrerede, ikke mindst i medierne, med bands som Blur og Suede, men om alle de små tildragelser, der viser et menneske, der har brugt rockens uvaner som undskyldning for ikke at blive voksen.

Den hudløs vrængen
Han skændtes, tit korporligt, med sin bror.

Han gik alkoholamok på fly. Han slog fans ned, der ville tage billeder af ham. Han lænede sig ud ad bilvinduet og hev en kørende fan af cyklen. Og så videre og så videre. Hans storebror, som kun er en my bedre opdraget, har sammenlignet Liams raseri med en mand, der kun har en gaffel i en verden fuld af suppe.

LÆS INTERVIEW»Oasis sluttede på en fucking rock'n'roll måde«

En del af frustrationerne kom frugtbart ud i Oasis. Noel skrev de fleste af sangene og spillede den distinkte guitar, men det var Liams vrængende, men hudløse stemme, der gav dem deres kendetegn.

City, rock og had-kærlighed
I august 2009, efter et succesfuldt comeback, kulminerede konflikten mellem de to brødre i endnu et slagsmål i omklædningsrummet.

Noel forlod Oasis, som humper videre, forklædt som gruppen Beady Eyes, der hidtil har udsendt en cd.

Brødrene er ikke på talefod, men skal have sendt hinanden sms’er, da deres tredje fælles passion, Manchester City, vandt det engelske mesterskab. De andre passioner er rocken og deres had-kærligheds-forhold.

LÆS MEREGallagher-fejden: Noel siger undskyld til Liam

Det sidste så man et eksempel på, da Liam ved OL-afskedsceremonien sang Oasis-kendingsmelodien ’Wonderwall’, »som om det var ham, der har skrevet den«, kom det fnysende fra Noel Gallagher, der kaldte broderens orkester et Oasis-kopiband.

Jo, tabloidføljetonen fortsætter.