At blive 70 år er i sig selv en præstation, når man som Lars Hoffmann Barfod er født ind i et fyrværkeridynasti og hele livet har beskæftiget sig med eksplosive stoffer. Det er nu otte år siden, han stoppede som Tivolis kunstfyrværker, men da havde han i mere end 30 år stået for havens berømte festfyrværkeri. Hans familie, som har arbejdet kreativt med krudt siden 1816, overtog først Tivoli-tjansen i 1938, da den familie, som ellers havde varetaget jobbet, omkom ved en eksplosion. I alt er tre ud af Tivolis otte fyrmestre omkommet på jobbet, bl.a. Lars Hoffmann Barfods morfar. Akademiske interesser Lars Hoffmann Barfods virksomhed leverede også fyrværkerier til byfester og andre begivenheder, men i 2005 stoppede han. Fyrværkerifabrikken i Tune blev lukket, og en epoke for Hoffmann Barfod-familien sluttede. I dag hedder Tivolis fyrværkerimester Gunnar B. Knudsen. Lars Hoffmann Barfods sidste offentlige festfyrværkeri fandt sted i forbindelse med Operaens indvielse i 2005. Siden har han især dyrket sin interesse for historie og kemi. Det var i sin tid tanken, at hans bror skulle overtage fyrværkerifabrikken, men han havde ikke lyst, og i stedet droppede Lars Hoffmann Barfod, der er gammelsproglig student, ud af universitetet for at drive familieforetagendet videre. Men efter at han er blevet pensioneret, har han for alvor fået mulighed for at dyrke sin interesse, og han er ofte at finde på Det Kongelige Bibliotek, hvor han forsker i krudttransporter, som har passeret gennem Øresund og betalt told – eller på Davids Samling.
Han har i mange år været bestyrelsesmedlem i den meget aktive Slægtsforeningen Barfod/Barfoed, og for nylig også i selskabet for Historisk Kemi. I 2006 deltog han i Galathea 3-ekspeditionen – sammen med Middelaldercenteret – for at studere krudt, svovl og salpeter i Nordindien og Island. Foruden mange artikler om historiske fyrværkerier og krudtmøller udgav han i 1992 ’Bogen om krudt’ sammen med kemikeren Jens Balling Jensen og i 2005 ’Bogen om fyrværkeri’ i samarbejde med arkitekterne Ole Svensson og Michael Varming. Barfod har af og til genskabt historiske fyrværkerier både i Danmark og i udlandet, og hans viden om netop dette område er usædvanlig stor. Siden sin pensionering har de 5 børnebørn og en stor interesse for madlavning taget hans tid – vel at mærke madlavning fra bunden af. Som han selv siger: »Det er ligesom at blande satser i fyrværkeri!«.


























