Med seks nye såkaldte Niels Bohr-professorer vil Danmarks Grundforskningsfond prøve at give dansk forskning et frisk pust fra udlandet. Fonden har indledt kontraktforhandlinger med professor Lars Hesselholt, Københavns Universitet, professor Charles E. Lesher, Aarhus Universitet, professor David Needham, Syddansk Universitet, professor Jaan Valsiner, Aalborg Universitet, professor Subir Sarkar, Københavns Universitet, og professor Anna Lowenhaupt Tsing, Aarhus Universitet.
Niels Bohr-programmet har det klare formål at berige danske forskningsmiljøer med førsteklasses forskere fra udlandet. Hjem til Danmark igen Det gælder fremragende udenlandske forskere, men programmet er også en mulighed for at kalde nogle af de enestående danske forskere, der har valgt en forskningskarriere i udlandet hjem til Danmark. »Vi håber med dette program at kunne styrke den internationale dimension i en række i forvejen meget stærke forskningsmiljøer og skabe en øget dynamik og vekselvirkning med forskningsmiljøer i udlandet. I denne digitale tidsalder kan man samarbejde med folk og forskningsmiljøer alle steder i verden, men der kommer noget ekstra frugtbart ud af samarbejdet, der baserer sig på personlig og umiddelbar kontakt. Det er den mulighed, vi skaber med dette Niels Bohr-program«, siger Klaus Bock, der er formand for Danmarks Grundforskningsfonds bestyrelse. »Meget kvalificerede ansøginger« Det er tanken, at Niels Bohr-professorerne de næste fem år skal tilbringe mellem 50 og 100 procent af deres tid ved danske forskningsmiljøer, og flere vil efterfølgende forblive i en fast stilling ved værtsinstitutionen. Thomas Sinkjær, der er direktør i Danmarks Grundforskningsfond, glæder sig meget over, at fonden kan oprette seks nye Niels Bohr-professorater og siger: »Det er nogle meget kvalificerede ansøgninger, vi har fået. Der er både tale om ny og spændende forskning og om tilførsel af nogle verdensklasse forskere, som jeg er sikker på vil virke som kraftcentre ude i de danske forskningsmiljøer«.




























