Efter længere tids usikkerhed om den mulige placering af en vindmøllepark nær kysten i Sejerø Bugt har partierne bag energiforliget besluttet at fjerne bugten fra udbuddet. Tilbage står fem andre mulige placeringer af kystnære havmølleparker. De virksomheder, der kan byde, får nu fire måneder ekstra til at tilpasse deres bud.
Fristen for at afgive bud var oprindelig 4. april. Den blev i marts udsat til 4. maj af energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), fordi flere faglige vurderinger pegede på, at en havmøllepark i Sejerø Bugt formentlig ville have negative virkninger på bestanden af sortænder. De danske farvande har international betydning for sortænderne.


























