Annonce
Annonce
Økonomi

Rapport: Mangfoldig ledelse styrker bundlinjen

En broget ledelse kan påvirke bundlinjen, viser en ny undersøgelse.

Annonce

Der kan være millioner at hente for virksomhederne, hvis de sammensætter deres ledelser med folk af begge køn og med forskellig etnicitet, alder og anciennitet.

Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse foretaget af ISS i samarbejde med konsulenthuset Proacteur, der har afdækket 6.012 ledere i 321 virksomheder med mindst 130 ansatte og en omsætning på mindst 500 mio. kr. årlig.

»Rapporten er interessant, og det er rigtig glædeligt, hvis konklusionerne er rigtige«, siger lektor Sine Nørholm Just, der er ekspert i mangfoldighedsledelse på handelshøjskolen CBS og har haft lejlighed til at nærlæse rapporten.

Større mangfoldighed - bedre indtjening

Hvis man sammenligner overskudsgraden hos de 10 virksomheder, som har den mest mangfoldige ledelse, med de 10, der har den mindste grad af mangfoldighed, er konklusionen klar:

Virksomheder med den største grad af mangfoldighed i ledelsen tjener i gennemsnit 12,6 procentpoint mere end virksomheder med den laveste grad af mangfoldighed. Med andre ord: Hvis to virksomheder har en omsætning på 1 milliard kroner, vil virksomheden med den mest mangfoldige ledelse tjene 126 millioner kroner mere end den anden.

Hvis man inddeler virksomheder i brancher, er forskellen en anelse mindre.

De 10 mest mangfoldige virksomheder tjener i gennemsnit 5,7 procentpoint mere end deres konkurrenter, mens de 10 virksomheder med de mindst mangfoldige ledelser i gennemsnit tjener 5 procentpoint mindre end deres konkurrenter. Altså en forskel på 10,7 procentpoint.

»Der er ikke nogen trænere, der fylder et fodboldhold med kun forsvarsspillere. Man skal komplementere. Det giver sig selv. Men vi er vant til at være sammen med folk, der ligner os. Derfor er det nødvendigt at være meget bevidst om mangfoldighed«, siger adm. direktør Jeff Gravenhorst fra ISS.

Der er en række usikkerheder

elv om den anvendte metode får det blå stempel hos lektor Sine Nørholm Just, påpeger hun, at der er en række usikkerheder, som ofte gør sig gældende i den slags undersøgelser. Ikke mindst kausaliteten. Det er nemlig svært at bevise sammenhænge mellem indtjening og mangfoldighed.

»Der kunne godt være andre underliggende årsager til, at mangfoldige virksomheder præsterer bedre end gennemsnittet. Konkret kan man blandt andet spørge, om det hele begyndte med, at virksomhederne præsterede godt, hvorefter de blev mangfoldige – hvad kom først? Det er immervæk en usikkerhed«, siger hun.

Med en meget broget medarbejderskare har ISS løbende fokus på mangfoldighed. Ud af de 469 ledere er 49,6 procent kvinder. Hvad angår etnicitet har 16,1 procent en anden etnisk baggrund end dansk. Men ser man på for eksempel den Executive Group Management, hvor Jeff Gravenhorst selv sidder, består hans kolleger af otte mænd og en kvinde.

»Der er lang vej endnu for os alle sammen«, erkender Jeff Gravenhorst.

Generelt viser kortlægningen af mangfoldigheden da også, at den typiske leder er en mand over 50 år af etnisk dansk oprindelse.

Hvad angår kvinder, er det i gennemsnit 26 procent. Dog med en vis variation på forskellige ledelsesniveauer. Rapporten vurderer videre, at cirka 5 procent af lederne har anden etnisk baggrund end dansk.

Det skal ses i forhold til tal fra Danmarks Statistik, der viser, at cirka 9,5 procent af alle beskæftigede i Danmark er personer med ikkedansk oprindelse (indvandrere og efterkommere).

Redaktionen anbefaler

ISS-topchef: Vi bør se på særløn til flygtninge i job

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce