Annonce
Annonce
Økonomi

Kvindelige flygtninge: Derfor er vi ikke i arbejde

Selv om viljen til at tage et job i Danmark kan være stor, er barriererne mange, fortæller kvinder, der har levet i landet i en årrække - uden for arbejdsmarkedet.

1 af 10. Foto: melissa kühn hjerrild

2 af 10. Foto: melissa kühn hjerrild

3 af 10. Foto: melissa kühn hjerrild

4 af 10. Foto: melissa kühn hjerrild

5 af 10. Foto: melissa kühn hjerrild

6 af 10. Foto: melissa kühn hjerrild

7 af 10. Foto: melissa kühn hjerrild

8 af 10. Foto: melissa kühn hjerrild

9 af 10. Foto: melissa kühn hjerrild

10 af 10. Foto: melissa kühn hjerrild

FAKTI

Fakti er et er et dagtilbud til flygtninge og indvandrerkvinder og har har eksisteret siden 2002.

De ansatte arbejder tværfagtligt og professionelt for at tilbyde en ramme, der kan være det første skridt ud i samfundet.

FAKTI tilbyder samfundsundervisning, viden om dansk kultur, danskundervisning, motion, socialt samvær i huset og den tilhørende have.

Der er over 10.000 besøg i FAKTI om året. Stedet har kontakt til omkring 400 forskellige kvinder.

Jeg lever mellem himlen og jorden, som om jeg er hverken eller. Men jeg kæmper for, at mine børn kan få det liv, jeg drømte om. De går i gymnasiet nu.

Sarah, flygtning fra Irak

Kindkys efter kindkys bliver uddelt i den lille mellemgang, hvor en håndfuld kvinder er kommet ind ad døren.

»Hej, hvor er det godt at se dig. Og dig!«, lyder det mellem krammene.

Det er torsdag formiddag i foreningen Fakti i Københavns Nordvestkvarter, hvor flygtninge- og indvandrerkvinder mødes til samvær og hygge.

Som alle andre torsdage dufter her af suppe i hele huset, hvor omkring 50 kvinder fra Irak, Syrien, Afghanistan og Iran glider ind og ud mellem hinanden i glædelige gensyn. Her finder de fællesskab, varme, omsorg og støtte.

LÆS OGSÅMange syriske kvinder har aldrig arbejdet, når de kommer til Danmark

De dyrker motion, passer foreningens have, bliver undervist i dansk og danske samfundsforhold og deler deres glæder og bekymringer.

Særligt det sidste er der mange af. De fleste her har haft store udfordringer ved at etablere sig forfra i et fremmed land, hvor der er ganske andre forventninger til kvinder, end der er der, hvor de kommer fra. Ensomhed og isolation er velkendte følelser.

Og størstedelen af kvinderne er på kontanthjælp, for vejen til det danske arbejdsmarked er tung, fortæller Lise-Lotte Duch, der på niende år er leder af Fakti, der dagligt har besøg af mellem 50 og 70 kvinder.

»Mange af kvinderne har primært haft til opgave at tage sig af deres familie. Det har ikke været forventet, at de skulle tænke selv eller træffe nogen form for beslutninger i deres eget liv. Så er det virkelig svært at kunne se sig selv på et dansk arbejdsmarked«, siger hun.

Ingen forventninger uden for hjemmet

En undersøgelse fra Jammerbugt Asylafdeling slog i sidste uge fast, at 45 procent af de syriske kvinder, der kommer til Danmark lige nu, aldrig har haft et arbejde. Blot 21 procent har afsluttet en gymnasiel uddannelse.

Undersøgelsen er lavet blandt få hundrede personer, men ifølge Lise-Lotte Duch stemmer tallene med den virkelighed, hun kender blandt de kvinder, der er flygtet og familiesammenført hertil de seneste mange år fra ikke-vestlige lande.

LÆS OGSÅMange lønmodtagere frygter at flygtninge vil tage job

I de aktuelle trepartsforhandlinger er politikere, arbejdsgivere og fagforeninger enige om, at alt skal sættes ind for at få flere af de tilkomne flygtninge i arbejde, men de skal huske, at kvinderne ofte er i en helt anden situation end deres mænd, siger Lise-Lotte Duch.

Vi møder flere, der ikke kan forstå de krav, der bliver stillet til dem her i Danmark. Mange kommer samtidig fra en verden, hvor man ikke altid kan have tillid til myndighederne

Katrine Høybye Frederiksen, jobkonsulent

»Hvis man har set sine børn dø i et bombeangreb og flygter hertil som 45-årig og aldrig nogensinde har været på arbejdsmarkedet, men tværtimod har levet et liv, hvor det aldrig er blevet forventet, at man skulle begå sig uden for hjemmets fire vægge, så er der altså lang vej til et fast arbejde«.

Føler sig usikre i Danmark

Kvinderne fylder hurtigt de små suppeskåle, da der bliver sagt »vær så god« fra køkkenet, hvor to kvinder fra Irak har lavet grøntsagssuppe og bagt svampede fladbrød. Kvinderne fra Afghanistan og Iran, der sidder sammen i spisesalen til højre, tager først og spiser med stor appetit. De arabisktalende kvinder sidder i salen til venstre.

De glemmer næsten suppen, da de hører, at jeg vil tale med dem om deres grunde til ikke at være i arbejde. De flokkes for at fortælle, hvorfor de sidder her en torsdag formiddag i stedet for at være en del af det danske arbejdsmarked.

LÆS OGSÅLøkke: Flygtninge skal i job før de lærer dansk

En af dem er 45-årige Sandas fra Irak, der flygtede til Danmark med sin mand for 27 år siden. Dengang var hun gravid med barn nummer fire og havde med nød og næppe undsluppet en bilbombe inden afrejsen. Med blot fem års skolegang bag sig og krigens traumer i erindringen var det danske sprog helt umuligt at blive fortrolig med, husker hun.

»Jeg har prøvet mange gange, men jeg kan ikke lære at tale godt nok dansk«, siger hun på arabisk, der bliver oversat af en tolk.

Hun ser ned i jorden, mens vi taler. Hver nat har hun mareridt. Blot få timers søvn bliver det til, når hun i tankerne er tilbage i det fængsel, hvor hun blev tortureret i seks måneder under krigen, fortæller hun.

»Jeg kan ikke arbejde fuld tid, jeg kan ikke holde til det. Men jeg vil meget gerne finde et arbejde, der passer til mine omstændigheder«.

Skulle tage tørklædet af

Bag hende står 56-årige Khairia fra Irak. Før hun flygtede til Danmark i 1998 arbejdede hun 17 år som elektronikingeniør, men det skulle vise sig at blive svært at få hendes uddannelse godkendt i Danmark.

»Jeg har virkelig prøvet. Mange, mange gange«, fortæller Khairia.

»For det første fik jeg at vide, at jeg skulle tage det her af«. Hun trækker ud i sit tørklæde imens hun rynker sine skarpt optegnede øjenbryn.

»Og dernæst sagde min sagsbehandler, at job som ingeniør kun var for danskere. 'Du kan komme i et køkken eller rengøring', sagde hun. Men jeg kom fra et job som chef for et helt værksted«, sige Khairia, der for fem år siden kom i en kortere praktik i et køkken, men siden ikke har haft et job.

»Jeg har glemt meget af min uddannelse i alle disse år. Og jeg føler mig træt og nedbrudt«, fortæller hun.

Lise-Lotte Duch kalder kvindernes vej til arbejdsmarkedet »svær, men ikke umulig«. Hun har hjulpet flere i job, men det er ikke uden nerver, de møder det danske system.

»Mange af kvinderne har gode sociale kompetencer i deres hjemlande, men er meget usikre her. For eksempel ved mange ikke, hvordan de skal løse konflikter på jobbet, eller hvordan de skal tackle at få kritik af en arbejdsgiver«, fortæller Lise-Lotte Duch, der har oplevet kvinder bogstaveligt talt tisse i bukserne af skræk over at skulle til møde med jobcenteret.

LÆS OGSÅ»Sproget er den største barriere«

Mange ser på os som snyltere, der bare vil nasse på systemet. Men vi bruger vores kræfter på at opdrage vores børn til at blive gode borgere og til at tage en uddannelse og få høje poster i samfundet.

Shakereh, flygtning fra Afghanistan

Derfor har hun lavet en aftale med kommunens jobkonsulenter om, at de kommer forbi Fakti en gang om måneden. Så i dag kan kvinderne på kontanthjælp gå til de lovpligtige møder i kendte og trygge omgivelser i stedet for i formelle mødelokaler i det store Jobcenter på Lærkevej. En rigtig fin løsning, siger jobkonsulent Katrine Høybye Frederiksen.

»Vi møder flere, der ikke kan forstå de krav, der bliver stillet til dem her i Danmark, hvor man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at modtage en ledighedsydelse, og mange kommer samtidig fra en verden, hvor man ikke altid kan have tillid til myndighederne«, fortæller hun.

Jobcenteret har gode erfaringer med at starte blidt op med få timers arbejdsdage og så trappe op lige så stille.

»Vi oplever, at en del vokser med opgaven og får den selvtillid der skal til«, fortæller Katrine Høybye Frederiksen. Men det er svært at finde job, hvor det er muligt.

»Det danske arbejdsmarked er ikke altid så rummeligt, som man kunne ønske sig«, siger hun.

Børn giver håb og stolthed

Et skånsomt deltidsjob ville for eksempel give nye muligheder for en kvinde som 44-årige Sarah. Hun kom til Danmark sammen med sin mand og to børn i 1994 som flygtning fra Irak. Hun lærte sig hurtigt et udmærket dansk og arbejdede i flere forskellige ’indvandrerbutikker’, som hun kalder det.

Efter et par år kom hun ind på uddannelsen som pædagogmedhjælper og fik praktik i en vuggestue. Men det var langt fra let at passe de nu fire børn i familien, klare lektierne og fuldtidsarbejdet på samme tid. Hun begyndte at få ondt i maven. Meget ondt. Som om tarmene gjorde oprør mod presset.

»Jeg vidste det ikke, men min krop spejlede det psykiske i mig«, fortæller hun.

Kort tid efter måtte hun akut opereres i maven og fik fjernet et stykke af tarmen. Og det var som om, alting ændrede sig efter det, husker hun.

»Jeg begyndte at få det psykisk dårligt. Jeg fik angst og mareridt hver nat og var pludselig meget bange for at miste mine børn«.

Fortiden havde indhentet Sarah. Krigen. Flugten. Torturen, hun blev udsat for som barn i et irakisk fængsel. PTSD-traumer kaldte lægen det. Hun måtte opgive at arbejde som pædagog og har siden været udenfor arbejdsmarkedet og fået kontanthjælp.

LÆS OGSÅ»Udsagnet om, at det er flygtninge eller velfærd, synes jeg, er gift for integrationen«

Sit gode dansk har hun glemt det meste af, så hun sidder nu over for mig og må prøve sig frem, indtil hun giver op og fortsætter på sit modersmål, så tolken må oversætte.

»Jeg lever mellem himlen og jorden, som om jeg er hverken eller. Men jeg kæmper for, at mine børn kan få det liv, jeg drømte om. De går i gymnasiet nu«.

Arbejdsomt.  Kurdiske Yassamin (tv) var i starten almindelig bruger af Faktis tilbud. Nu er hun ansat i køkkenet 30 timer om ugen. Hendes veninde Montaha fra Irak er arbejdsløs, men hjælper gerne med at lave suppe.

Sørger for at børnene kommer frem

Der er ingen tvivl om, at netop børnene er kvindernes håb og stolthed. Alle fortæller de om deres sønners og døtres uddannelser og job. For selvom de ikke selv er en del af arbejdsmarkedet, er deres børns succes bevis på, at de har gjort noget helt rigtigt, siger de. Det står også klart i gruppen af afghanske kvinder, hvor 61-årige Sharifa peger rundt på sine veninder:

»Hende der har 12 børn. De er næsten alle på universitetet. Og hende derovre har 4 børn. En læge, to ingeniører og en diætist«.

Der bliver nikket anerkendende rundt om bordet.

»Hvis man er en vellykket mor, får man veluddannede børn«, slår Sharifa fast.

Hun er selv uddannet jordemoder og praktiserede i 27 år, indtil Taleban kom til magten i hendes hjemland og forbød hende at arbejde. I Danmark nåede hun at arbejde et par år, indtil hun fik konstateret leverkræft, og efter behandlingen har hun været uden for arbejdsmarkedet.

Hun har selv ni børn, som hun fortæller, at hun har kæmpet målrettet for at integrere dem i det danske samfund. Blandt andet ved at stille høje krav til opførsel og ihærdighed i skolen og ved at forbyde dem at se andet end dansk tv i hjemmet.

»Det er de stærke kvinder, der sørger for, at børnene kommer frem«, konstaterer hun.

65-årige Shakereh fra Afghanistan er enig.

»Mange ser på os som snyltere, der bare vil nasse på systemet. Men vi bruger vores kræfter på at opdrage vores børn til at blive gode borgere og til at tage en uddannelse og få høje poster i samfundet«.

Vi har efter ønske fra kvinderne valgt kun at bringe deres fornavne.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce