Podcast: Hør hele den vilde historie 'Englevingen'

Nadia Kjærgaard Jensens datter er blevet kidnappet. Politiken har fulgt hende i 15 år. Hør hele første sæson af serien her plus sæson 2-afsnittene, efterhånden som de offentliggøres.

Podcast

'Englevingen' er den dramatiske og komplekse historie om kidnapningen af Nadia Kjærgaard Jensens datter til Egypten tilbage i 2000. Og alt det der fulgte.

Serien følger Nadias kamp for at få datteren hjem igen, og er en historie om vold og tab, kærlighed og håb.

I studiet har vi journalisterne Kim Faber og Flemming Christiansen, som har skrevet første sæson af 'Englevingen'. Desuden sidder artiklens hovedperson, Nadia Kjærgaard Jensen, med og fortæller om sin kamp for at blive genforenet med sin datter. Og de mange valg, hun har foretaget.

Anden sæson af Englevingen kan høres fra den 18. juni, hvor et nyt afsnit offentliggøres hver dag seks dage frem. Afsnittene i sæson 2 vil dukke op én efter én her på siden. Ellers kan du hente dem der, hvor du plejer at hente podcasts.

Programmet er produceret af Theis Ehler Molin, som også har lavet musikken.

Englevingen kan desuden læses og opleves med øjnene her: politiken.dk/englevingen

Afsnit 1.1: Labyrinten

Nadia Kjærgaard Jensen har i 2003 fundet to egyptere, som hjælper hende rundt i Kairos snævre gader i hendes jagt på at finde datteren Salima. Pigen blev bortført fra Danmark af sin far tre år forinden og gemt af vejen et eller andet sted i Egyptens hovedstad. Engang var Nadia betaget af manden, hun fik Salima med. Nu hader hun ham. I studiet fortæller også Nadia om, hvorfor hun begyndte at samarbejde med Politikens journalister dengang – og hvorfor hun helt op til nu har valgt at være åben om sin historie.

Afsnit  1.2: I en bageovn

Danske Nadia Kjærgaard Jensen er blevet ret glad for sin nye egyptiske kæreste Abdul, som hun har mødt i Kairo. Selv om hun også synes, at han kan være lovlig påtrængende. Hun tager ned til ham én gang til og inviterer ham til Danmark. Og pludselig står han ved hendes gadedør. Men hurtigt blegner idyllen og bliver til et mareridt. I studiet fortæller Nadia midt i podcastafsnittet om, hvordan hun kunne falde pladask for en mand, som senere skulle gøre hende så ufattelig meget ondt.

Afsnit 1.3: Syge sind

Abduls og Nadias parforhold er eskaleret til det ekstreme med vold og fortvivlelse. Men da Nadia finder ud af, at hun er gravid, falder der alligevel en vis ro over hende. Det barn vil hun have, uanset hvad. I studiet beretter Nadia om, hvorfor hun valgte at blive sammen med en mand, der truede hende på livet – mens hun var højgravid.

Afsnit 1.4: Ultimatum

Rædslen er endeløs, da Nadia opdager, at hendes datter Salima på ét år er kidnappet og taget ulovligt ud af landet af Abdul, barnets far. Og hun finder ret hurtigt ud af Abduls motiv: Han vil afpresse hende… bakket op af sine forældre i Kairo, som hjælper ham med at skjule barnet. Men Nadia har en plan. Om et baghold. Som lykkes. I dette afsnit kan du også høre Nadia berette i studiet om, hvordan hun og Abdul begge brugte gemene kneb i en magtkamp mellem to unge forældre.

Afsnit 1.5: Kontakt

Al slag hjælp er velkommen, da Nadia sætter alle sejl til for at finde sin bortførte datter i Kairo, hvor Salima bliver holdt skjult af sin far, Abdul. Hun samarbejder både med en egyptisk hotelkonge, Udenrigsministeriet, den danske ambassade i Kairo og en frivillig aktivistorganisation. Kan Nadia finde ham og Salima har hun ligefrem planer om at kidnappe barnet tilbage. Hun fortæller i studiet om, hvor desperat man kan være for at få hjælp, når det dyrebareste, man har, er blevet stjålet. Og er pist væk.

Afsnit 1.6: Osama og Sayeed

Nok har Nadia Kjærgaard Jensen fået et belastet forhold til Egypten, hvor hendes egyptiske mand holder hendes datter skjult på tredje år. Men hun finder også to trofaste hjælpere i Kairo, der kæmper som amatørdetektiver for at finde den forsvundne Salima. Og de skyr nærmest ingen midler: tager på togter i skumle slumkvarterer og opsøger højtstående politibosser. Hør også Nadia selv berette om, hvad hun tænker om den hjælp, hun fik fra det officielle Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Afsnit 1.7: Dommen

Efterhånden har Nadia Kjærgaard Jensen ikke tal på alle de ture, hun har taget til Kairo i jagten på at finde sit barn. Hun er ved at være mør. Men efter over tre år kommer der lidt fremgang: De egyptiske domstole bakker efter mange retsmøder den danske kvinde op i hendes krav på at få sin datter tilbage. Nadia tager i 2005 på endnu en rejse til Egyptens hovedstad – men nu sker der noget totalt overraskende.  Og i studiet kan du høre om Nadias sværeste valg nogensinde.

Afsnit 2.1: På vej
Der er voldsomme nerver på, da Nadia Kjærgaard Jensen sidste sommer lander i Egyptens hovedstad Kairo. Hun skal se sin bortførte datter for første gang i ti år. Og det endda i hemmelighed, så hendes ex-mand Abdul, bortføreren, og hans familie ikke opdager noget. Mor og teenagedatter skal endelig have tid alene sammen for første gang, siden Salima var bare et år gammel og blev revet ud af Nadias liv hjemme i København. Nadia glæder sig ekstremt til genforeningen. Men gruer også... meget kan gå galt i den bagende varme arabiske storby.

Afsnit 2.2: Opkaldet

Det bliver en af de dage, der vender op og ned på livet. Pludselig ringer Nadia Kjærgaard Jensens bortførte datter i Egypten, som hun ikke har haft kontakt med i otte år. Den nu store teenagepige vil vide, hvorfor hun ikke hører noget fra sin mor. Nadia bliver overvældet af glæde, men også uro. For hun kan Nadia mærke, at datteren måske ikke ved, hvad der egentlig er sket. At hun blev bortført fra Danmark af sin far Abdul, da hun var bare et år gammel, at Nadia ledte efter hende i årevis. Og da hun fandt sit barn, kunne hun ikke få hende tilbage - selv om hun har forældremyndigheden.

Afsnit 2.3: Afbrydelse og tvivl

Da Nadia Kjærgaards bortførte datter pludselig ringede til hende fra Kairo, fik hun et chok - af glæde. Men efter noget tid kommer der knas i kommunikationen. For de er jo både mor og datter, men også fremmede for hinanden. Og over nettet og via telefon er det ikke nemt at bygge en relation op efter 17 års adskillelse.

Afsnit 2.4: Sammen. Endelig.

Så sker det. Efter fem års jagt på sin forsvundne datter i Egypten, mange retssager, forkastede planer om at kidnappe pigen tilbage, barske aftaler - og derefter ti års afbrudt kontakt skal Nadia Kjærgaard Jensen nu være helt tæt på sin nu 17-årige datter. I hemmelighed. Hendes Salima der blev bortført af sin far fra Danmark, da hun var bare et år gammel.

Afsnit 2.5: Skuespil

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da Nadia endelig har haft et dejligt møde i Kairo med sin datter, der blev bortført 16 år før fra Danmark, er det hårdt dagen efter også at skulle møde hendes egyptiske ex-mand, der stod bag forbrydelsen. Og hans familie. Men Nadia skal igennem det.

Afsnit 2.6: Nadias valg

Man kan tåle et vist antal ydmygelser. Nadias grænse er nået. Hendes datter blev bortført af sin far, og Nadia vil ikke spille bortførerens spil mere. Nu venter hun på sin pige i Danmark.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce