Annonce
Annonce
Annonce
Sport 9. jun. 2012 KL. 08.42

Danmark kan skrive EM-historie i kampen mod Holland

Dansk sejr mod Holland vil være den første i en åbningskamp i en EM-slutrunde.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
HOLDFAKTA
Gruppe B k m p
Tyskland 3 5-2 9
Portugal 3 5-4 6
Danmark 3 4-5 3
Holland 3 2-5 0

Det danske EM-hold er rejst langt østpå i Ukraine, til Metalist Stadion i Kharkiv, for at skrive historie.

Hvis Danmark i aften slår Holland og kommer i gang med 2012-slutrunden med tre point, vil det være første gang, at det rød-hvide landshold har vundet en åbningskamp i en af de store slutrunder om europamesterskabet.

I 1984 blev det 0-1 mod Frankrig, fire år senere 2-3 mod Spanien, og i 1992 lagde de senere europamestre ud med 0-0 mod England.

LÆS OGSÅOlsen: Vi er stærkere fysisk og mentalt

I 1996 spillede Danmark og Portugal 1-1 i den første kamp, Frankrig slog os 3-0 i 2000, og i Portugal for otte år siden startede danskerne med at spille 0-0 mod Italien.

Hollandsk stjerneparade
Men det vil være meget overraskende, såfremt Danmark får fuldt udbytte mod et hollandsk hold, hvor den offensive sektion er en sand stjerneparade af topklassespillere med Arjen Robben, Wesley Sneijder og Robin van Persie, manden, der for to år siden i VM i Sydafrika blev nummer tre på topscorerlisten og kåret som den næstbedste spiller i 2010-slutrunden, i spidsen.

Til gengæld kan den hollandske defensiv – hvor det er et klart handikap, at den solide stopper Joris Mathijsen er dømt ude med en skade – slå sprækker, hvis Dennis Rommedahl sættes rigtigt i scene på den danske højrekant.

LÆS OGSÅTåskadet Zimling skal kæmpe mod tiden

Rommedahl har haft en bleg sæson på Brøndbys superligahold, men peaker som bekendt ofte i de store landskampe. Den i aften er en af de store og vigtige.

Christian Eriksen – ligesom Niki Zimling, der formentlig må erstattes af Christian Poulsen – har blik for at spille Rommedahl med en skarp aflevering i dybden.

Fra venstre kan Michael Krohn-Dehli rykke ind og blive en kreativ kraft, hvis han rammer dagen, som han gjorde for en uge siden i Parken.

Bendtner er til indlæg fra siderne
Og Nicklas Bendtner, angriberen, der strutter af selvtillid og kampgejst og skulle være i absolut topform, ved alt om, hvor han skal placere sig og løbe hen, når Rommedahl stryger mod baglinjen.

At Holland har stor respekt for Dennis Rommedahl, er hævet over enhver tvivl, og derfor vover Bert van Marwijk måske ikke at bruge den 18-årige Jetro Willems, så den mere rutinerede Stijn Schaars spiller venstre back.

LÆS OGSÅ Rusland sejrer sig op i EM's favoritfelt

Hollænderne vil prøve at være boldbesiddende og styrende med det samme. Men det vil næppe blive sådan, at de angriber med mange mand og med en overfaldstaktik forsøger at afgøre kampen hurtigt.

Under Bert van Marwijk – en kølig træner, der vist er godt træt af at høre Johan Cruyff blive ved med at forklare, hvordan Holland bør spille – er strategien mere resultatorienteret end før i tiden.

Alle midler i brug
Og hollænderne er ikke kun gode med bolden. De har også folk, der kan lave professionelle frispark og ikke er blege for med alle midler at bremse modstandere i hurtige omstillinger.

LÆS OGSÅBegge trænere græmmede sig efter uafgjort

Det er den kantede, hårde Nigel de Jong og Mark van Bommel, det handler om. Især van Bommel, ikke så hurtig som for to år siden, kan være irriterende fræk og kynisk og bruge både ben og arme midt på banen for at stoppe et farligt kontrastød.

Og han er kold over for, at han kan blive skældt ud af dommeren og måske få en advarsel.

Vigtige diagonalbolde
Derfor er det vigtigt, at det danske spil kommer meget ud over kanterne, væk fra de to centrale, hollandske midtbanespillere.

Og her kan lange diagonalbolde fra Daniel Agger, fra venstre mod højre, og fra Simon Kjær og Lars Jacobsen fra højre mod venstre, blive vigtige i det danske angrebsspil.

Simon Kjær? Alle forventer, at stopperen, der berettiget er blevet kritiseret for præstationerne i venskabskampene mod Brasilien og Australien, spiller fra start, selv om Andreas Bjelland ville være at foretrække ved siden af Agger.

LÆS OGSÅZimling kørt fra EM-træning med udrykning

Morten Olsen må nøje have overvejet at bruge Bjelland. Ligesom landstræneren sikkert har tænkt en ekstra gang over, om Thomas Kahlenberg burde spille i stedet for Christian Eriksen.

I hovedspillet og rent fysisk er Simon Kjær stærkere end Bjelland, og Kjær har slutrunde- og mere landskamperfaring.

Men FC Nordsjælland-spilleren placerer sig smartere, bruger bolden meget bedre, og frem for alt er han altid rolig. Det er han af natur, og det er han på banen, uanset hvem modstanderne er.

Bjelland er fremtidens mand
Og efter at Thomas Sørensen er væk fra målmandsposten og erstattet af Stephan Andersen, der er bedre med fødderne og derfor kan spille bolden ud af feltet – og ikke bare losse den langt frem – ville Bjelland, måske, kunne få større betydning for holdet.

Som højrestopper kunne han skiftes med Daniel Agger til at gå med frem på midtbanen, og hollænderne ville have to dygtige, spillende stoppere at forholde sig til.

I de defensive dueller er Simon Kjærs problem nogle gange, at han ofte timer sine indgreb en smule forkert og har front fremad, så han har lidt besvær med at vende hurtigt nok rundt og komme med tilbage i en løbeduel.

LÆS OGSÅEM åbnet med et brag af et rødt drama

Bjelland stiller sig klogere med krop og ben i forhold til sin nærmeste modstander, når han er halvt vendt mod eget mål. Hvis han altså ikke satser på at komme først på bolden og stjæle den – ligesom den tidligere landsholdsanfører René Henriksen så elegant og dygtigt kunne gøre.

Andreas Bjelland er fremtidens mand på landsholdet, der har tabt to kampe og vundet over et svagt australsk hold som optakt til EM 2012.

Holland er favorit
Det er de stærke præstationer mod Norge og Portugal i efteråret – og den flotte 1. plads i kvalifikationsgruppen foran portugiserne – der skaber grobund for dansk optimisme i åbningskampen i aften. Men Holland er favorit til en smal sejr.

Det er vigtigt, at det danske spil kommer ud over kanterne, væk fra de to centrale, hollandske midtbane- spillere

FACEBOOKBliv ven med Politiken