Annonce
Annonce
Annonce
Sport 1. sep. 2006 KL. 10.56

Badminton: Verdensstjerne til Vendsyssel

Roslin Hashim stiller op for oprykkeren Vendsyssel, når Badmintonligaen indledes på tirsdag.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Torsdag aften landede en af badmintonsportens verdensstjerner i Vendsyssel, hvor Roslim Hashim skal repræsentere den lokale klub i den forestående sæson i Badmintonligaen.

Roslim Hashim fra Malaysia var så sent som i søndags i finalen i Korea Open, hvor han i anden runde slog sin topseedede landsmand Chong Wei Lee, der er nummer 1 i verden.

Den 31-årige Roslim var selv nummer 1 på verdensranglisten i 2001, men er efter en skadespause nu på vej tilbage mod toppen. Han er nummer 28 i verden, men har fortsat store ambitioner.

Det store mål er OL i 2008
»Poul-Erik Høyer vandt OL-guld efter at have passeret de 30 år. Det drømmer jeg også om. Mit store mål er OL i Beijing i 2008«, siger Roslim Hashim.

Han skal i Vendsyssel spille på hold med blandt andre den tidligere verdensmester Peter Rasmussen og to andre nytilkomne, englænderen Robert Blair og kineseren Yu Qi.

Vendsyssel Elite Badminton blev stiftet for fire år siden, da Skagen og Frederikshavn slog deres 2. divisionshold sammen.

Nu stiler Vendsyssel højere
Siden er det blevet til oprykning to gange, og med tilgangen af Roslim har klubben revideret målsætningen om ikke at rykke ud til at skulle spille med om en plads i semifinalen, oplyser sportschef Peter R. Jensen.

»Roslim bliver en af de største profiler i Badmintonligaen. Vi har jagtet ham hele sommeren, og det er helt fantastisk, at det er lykkedes«, siger Peter R. Jensen.

Vendsyssel spiller sin første kamp i Badmintonligaen på tirsdag på hjemmebane i Arena Nord mod Team Vestjælland.