Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Jagten på mr. Jacob og de gyldne ampuller

Fra Indien styrer danske Jacob Sporon-Fiedler et firma, der sælger illegal doping for millioner.

Gem til liste

Politiken undersøger

Doping i Danmark

Det illegale dopingmarked i Danmark involverer tusindvis af mennesker - lige fra brugere over forhandlere til producenter. Konsekvenserne for misbrugerne og samfundet er store. DerforPolitikensætterfokus på Doping i Danmark over de næste uger.

Har du kendskab til det illegale dopingmarked, så tip os på jlb@pol.dk eller chj@pol.dk.

Sådan gjorde vi: Politiken har indsamlet viden om det danskejede firma Alpha-Pharma Healthcare fra hundredvis af dokumenter og internetsider, samt interview med over 30 personer med kendskab til medicinalvirksomheden og det illegale dopingmarked rundt om i verden.

Enkelte er citeret direkte, men hovedparten er har bidraget med informationer, der indgår i teksten uden kildeangivelse

Kontorkomplekset rejser sig højt op over det konstante lydtæppe af larm.

I den nordøstlige del af Indiens største by, millionmetropolen Mumbai, hoster knallerttaxier, biler og busser forbi det hvide højhus, mens de konstant dytter og overdøver politibetjentenes trillefløjter. Langt over gadernes palmer står teksten ’Sagar Tech Plaza A’ på bygningen.

Forskellen fra det gængse danske bybillede er enorm. Men sammenhængen mellem dette sted i Mumbai og Danmark er langt tættere, end kulturkontrasterne og afstanden på 6.400 kilometer antyder. Navnet Sagar Tech Plaza A har nemlig optrådt på titusindvis af dopingmidler, som danske toldere har beslaglagt over de seneste år. Primært anabole steroider.

LÆS OGSÅDansker står bag stort dopingfirma

Stedet er direkte knyttet til firmaet Alpha-Pharma Healthcare. Dokumenter indhentet ved det indiske selskabsregister i Mumbai viser, at virksomheden er stiftet i december 2005 af tre danskere – en af dem er stadig direktør. Jacob Sporon-Fiedler, hedder han. Eller bare mr. Jacob, som han bliver kaldt i Indien.

I de seneste syv år er Alpha-Pharma vokset konstant, og i dag florerer der så mange af virksomhedens produkter på det illegale dopingmarked i Danmark og mange andre lande, at de danske myndigheder betragter firmaet som en af de store spillere på sortbørsen.

Så sent som i oktober beslaglagde Skat 1.600 ampuller med væksthormon fra Alpha-Pharma Healthcare. På det illegale dopingmarked har de en værdi på i omegnen af en halv million kroner.

Også myndigheder i Østrig, Tyskland, Sverige og Norge har beslaglagt store mængder steroider fra Alpha-Pharma.

Derfor er vi rejst til Mumbai for at finde ud af, hvor de gyldne ampuller kommer fra. Og for at spørge mr. Jacob, hvorfor hans medicinprodukter også flyder rundt på illegale markeder i lande som USA, England, Australien og navnlig Danmark.

På 3. sal i Sagar Tech Plaza A er der dunkelt. Trafikstøjen er dæmpet. For enden af en smal gang ligger kontor 317, der har været angivet på emballagen af den beslaglagte doping i Danmark. Der er ingen vinduer ind til lokalet. To låste massive trædøre spærrer for adgang.

I et lokale over for kontor 317 sidder to ældre kvinder i farverige sarier og syr tøj. De har aldrig hørt om mr. Jacob før, og det er »længe siden«, de har set nogen gå ind i Alpha-Pharmas lokale.

»Engang var der indimellem nogen meget tidligt om morgenen. Men ikke mere«, siger den ene af inderne.

På en af de lyse trædøre ind til kontor 317 er et smudsigt stykke papir med kuglepensnedfældede ord klistret fast:

»Kontoret har skiftet adresse til: Alpha-Pharma Healthcare, B/205 Universal Business Park, Chandivali Farm Road«.

Kælderen på Bramslykkevej
Jacob Sporon-Fiedler blev født 22. august 1981 og voksede op på Amager sammen med sin søster, far og mor. Moderen var lærer, faderen var it-konsulent i en stor dansk medicinalvirksomhed.

Det fremgår af bogen ’Hvis bare jeg ku’ fortælle ...’, som Jacob Sporon-Fiedlers mor skrev, efter at hun havde fået en blodprop i hjernen. I den fortæller hun om drengens opvækst.

»Vi fik campingvogn og siden kolonihave. Vi blomstrede i vores stille liv på Amager«, skriver moderen i sin bog.

Knægten med det brune hår, brillerne og en forkærlighed for rockikonet Marilyn Manson elskede at sidde ved computeren. Med tiden udviklede han også en stor interesse for at træne sin krop, få musklerne til at svulme.

»I den første tid distancerede han sig mere og mere fra det hele. Det kan godt være på grund af hans interesser, som jeg havde svært ved at sætte mig ind i (...) han gik til fitness og bodybuilding og spillede pc-spil. Jeg ville gerne have, at han koncentrerede sig om sit gymnasium, men han ville hellere alt det andet – det bekymrede mig en del«, siger faderen i et afsnit i bogen.

Foto:  Jeppe Laursen Brock og SkatI slutningen af 1990’erne blev Jacob Sporon-Fiedler en del af den københavnske bodybuilderkreds – et miljø, der er kendt for at være inficeret af anabole steroider, fordi kroppen har en naturlig grænse for muskelvækstens tempo og maksimale niveau.

Den grænse overskrider tusindvis af danskere ved at tage dopingmidler.

Få år senere stiftede han firmaet Alpha Pharma Group i kælderen til en rød boligblok på Bramslykkevej i Valby. Nærmere bestemt 22. februar 2005. Ifølge det danske selskabsregister var virksomheden beskæftiget med »engroshandel med medicinalvarer og sygeplejeartikler«. De øvrige beboere i boligblokken havde dog ingen idé om, hvad der foregik i kælderen.

»Der var altid trukket hvide persienner for, så det var ikke til at se noget«, husker en dame, der har boet på adressen i 20 år.

Kort efter at have stiftet Alpha Pharma Group i Valby drog Jacob Sporon-Fiedler østpå for at grundlægge selskabets indiske afdeling: Alpha-Pharma Healthcare.

»Jacob bor i dag i Indien, hvor han har startet selvstændig virksomhed. Han kommer hjem et par gange om året«, lyder det i bogen ’Hvis bare jeg ku’ fortælle ...’, hvori faderen også siger:

»På nogle områder synes jeg, at Jacob fik lov at sejle sin egen sø (...). Når jeg i dag ser tilbage, synes jeg, at børnene trods alt har klaret det godt. Der var så mange huller, de kunne falde i som teenagere med stoffer og dårlige venner. Men de har haft et godt socialt netværk, der har bakket dem op. De lever begge et fornuftigt liv i dag, og det er jeg stolt af«.

Mumbai: Den lyserøde mappe
Vicekommissær K.B. Shende forsvinder næsten bag det store træskrivebord. Kun den øverste del af en mørk skjorte og et rundt, halvskaldet hoved med et tyndt, gråt overskæg stikker op.

Han sidder på et af kontorerne i Food and Drug Administration Maharashtra – den indiske myndighed, der udsteder licens til medicinalvirksomheder i Mumbai-regionen.

»Jeg har papirerne her«, siger Shende.

Han peger på en lyserød mappe, 1-2 centimeter tyk og prydet af skrift med sort sprittusch: ’Alpha-Pharma Healthcare’, står der. Airconditionanlægget summer og holder de 35 grader ude, mens mørke persienner blokerer for sollyset. Lokalet er dystert, selv om det er midt på dagen.

Ud over kommissæren sidder der fem indere på træstole rundt omkring på kontoret. De siger ingenting, men noterer flittigt, som samtalen skrider frem. Indien er kendt for at værne grundigt om sine virksomheder, når der kommer skeptiske journalister på besøg.

»Se her, de har alle licenserne i orden«, siger vicekommissær K.B. Shende på syngende indisk-engelsk.

Af dokumenterne i den lyserøde mappe fremgår det, at Alpha-Pharma Healthcare 11. juli i år fik fornyet sin rettighed til at sælge medicinalprodukter fem år frem. Til sommeren 2017.

LÆS OGSÅCykelunion erkender dopingafmagt og satser nu på hotline

Samtidig fremviser vicekommissæren en række aftaler, som det danskejede firma har indgået med forskellige indiske producenter af steroider, væksthormoner og andre midler.

Det er anerkendte virksomheder som Maneesh, Emil og Akorn – alle med efternavnet Pharmaceuticals.

Med andre ord har Alpha-Pharma Healthcare papirerne i orden. Firmaet er lovligt i Indien og får sine produkter fremstillet af virksomheder anerkendt i den internationale medicinalindustri.

Men deres produkter er stadig illegale, når de havner i lande, hvor de ikke er godkendt. Det område interesserer vicekommissæren sig dog ikke for. Han går kun op i, at virksomhederne holder sig inden for Indiens love.

»Vi giver lov til at eksportere, men det er op til det enkelte land, om de så vil godkende produkterne«, siger Shende og slubrer en mundfuld sød te med mælk i sig.

Bag det store mørke skrivebord læner han sig tilbage og forsvinder endnu mere. Så begynder han at stille spørgsmål.

»Det er en god virksomhed, den vokser og gør det godt. Den er der intet galt med. Hvorfor interesserer I jer for den?«.

Rundt omkring på træstolene noterer fem indiske mænd videre.

Starten på et indisk eventyr
På internettet går der masser af historier om Alpha-Pharma. I talrige dopingfora snakker de muskelpumpende brugere hyppigt om firmaets grundlæggelse, og én opfattelse går igen:

»Alpha-Pharma er et dansk firma sat op i Mumbai, Indien, med det formål at fodre bodybuilderfolket«, som profilen ’firefly’ udtrykker det på hjemmesiden eroids.com, der primært omhandler steroider.

På det tilsvarende danske forum bodyhouse.nu beskriver ’dul-le’ Alpha-Pharma som et firma, »som primært lever af at levere steroider til det danske marked, og som er ejet af en dansker«. Andre steder på internettet fortæller folk en mere detaljeret historie om Jacob Sporon-Fiedlers baggrund for at stifte sit firma i Indien – dog uden at nævne ham ved navn.

»Vores research afslører, at Alpha-Pharma blev grundlagt af en tidligere sortbørsforhandler (af steroider, red.), og han driver firmaet nu«, skriver profilen ’amboss’ på bodybuilding-depot.de. Også personen bag navnet ’gh15’ på hjemmesiden getbig.com beskriver, at det indiske firmas grundlægger var »kendt i miljøet gennem længere tid som en god kilde, der handlede med produkter«.

»Så besluttede han at åbne en virksomhed i Indien, der skulle have licenserne i orden, for det er meget let at få i Indien. Så skabte han Alpha-Pharma«, skriver ’gh15’.

Foto:  Jeppe Laursen Brock og SkatStort set samme historie har vi fået fortalt af en anonym kilde tæt på Alpha-Pharma Healthcare – uafhængigt af de talrige indlæg på internettet.

Personen beretter, at firmaets danske stifter selv tog steroider, solgte dopingmidler i Danmark og havde en drøm om at stifte et indisk selskab, der legalt kunne producere steroider til det illegale verdensmarked.

»Målet var at blive til noget stort inden for den verden«, siger kilden.

I dag kan myndighederne over store dele af kloden i hvert fald konstatere, at Jacob Sporon-Fiedlers lovligt producerede stoffer flyder på det ulovlige marked. Samtidig er hans produktliste som skræddersyet til folk, der ønsker at skyde genvej til en trimmet krop.

Alle Alpha-Pharmas produkter kan enten øge muskelmassen, forbedre evnen til at træne hårdt eller behandle de bivirkninger, en steroidkur kan forårsage. For eksempel impotens og forstørrede bryster hos mænd.

Desuden sælger danskerens firma to anabole steroider, trenbolon og boldenon, der er udviklet til at øge muskelmassen og appetitten hos kvæg og heste – ikke hos mennesker.

I bodybuilderkredse betragter man da også de to stoffer som et tydeligt tegn på, at firmaet er et dopingforetagende. Muskelfanatikere er de eneste mennesker, som bruger de såkaldte hestesteroider, lyder det. »Intet legitimt farmaceutisk firma ville producere eller markedsføre trenbolon«, skriver ’MuscleMcMannus’ på getbig.com.

Mumbai: Mødet med mr. Joseph
Navnet står med fede kapitæler på døren: ALPHA-PHARMA, R & D CENTRE – forsknings- og udviklingsafdelingen. Kontoret ligger midt på en ringe belyst gang i virksomhedskomplekset Oberoi Gardens Estate.

De fire bygninger er pudset i en rødgullig farve, men mange steder træder betonen tydeligt frem. Lidt affald flyder i gårdene, enkelte steder er husene lappet sammen af blå presenninger.

Indenfor på gangene er forholdene bedre. Væggene er hvide, gulvene belagt med marmor, og den polerede overflade matcher den mand godt, der træder ud af Alpha-Pharma Healthcares kontor. Den lilla skjorte er strøget, de mørke bukser presset, han dufter rent. Høfligt rækker den lavstammede, sorthårede mand med briller hånden frem:

»Mr. Joseph«, præsenterer han sig, og et skilt afslører, at han er kvalitetsmanager.

Goddag, er mr. Jacob på kontoret i dag?

»Nej, han er i Singapore i et privat ærinde. Måske kommer han tilbage i næste uge, måske tidligere«, svarer mr. Joseph.

Manden er veltalende, imødekommende og smiler så bredt, at hans hvide tænder står i skarp kontrast til den mørke hud. Som leder af udviklingsafdelingen må han vide, om Alpha-Pharma har reelle kunder i de lande, hvor deres produkter florerer på de illegale dopingmarkeder.

Hvor mange kunder har firmaet i Europa?

»Vi har slet ingen kunder i Europa. Kun i Sydøstasien«, siger mr. Joseph.

Det gør det kun endnu mere interessant at få svar på spørgsmålet om, hvorfor titusindvis af Alpha-Pharma Healthcares produkter finder vej til Danmark. Og til resten af Europa, USA og Australien.

Alpha-Pharmas anden dansker
De indiske myndigheder godkendte Alpha-Pharma Healthcare 20. december 2005. Det viser dokumenter indhentet i Indiens selskabsregister. Jacob Sporon-Fiedler indregistrerede firmaet med hovedkvarter i New Delhi, men allerede dengang holdt han primært til i Mumbai.

Fra starten var de tre danskere i Alpha-Pharma, men den ene trådte hurtigt ud af selskabet. Den anden var Jacob Sporon-Fiedler, og den tredje var Sten Lorentzen, en dengang 37-årig mand fra Hvidovre.

Vi har på talrige måder forsøgt at få kontakt med Sten Lorentzen – både via opkald, brev, hans storebror og ved at opsøge ham på hans adresse. Han har ikke reageret.

I sommeren 2011 trådte Sten Lorentzen ud af Alpha-Pharma Healthcares ledelse. Kort tid inden havde politiet gennemsøgt hans bil og lejlighed, hvor betjentene havde fundet 120.472 piller og ampuller med doping.

En del af produkterne stammede fra Alpha-Pharma. Senere blev han idømt 6 måneders fængsel, men inden da nåede han at være en del af Jacob Sporon-Fiedlers virksomhed i godt 5 år.

Ligesom direktøren var Sten Lorentzen kommet i det danske bodybuildermiljø gennem mange år. I lang tid havde manden fra den københavnske vestegn solgt kosttilskud til folk, der ønskede trimmede maver, svulmende arme og hærdebrede lår.

Han havde solgt muskelmad under navnet Powex. Sten Lorentzens danske firma var den første sponsor af internetforummet bodyhouse.dk, der længe har fungeret som en slags salgscentral for anabole steroider og anden doping.

Hjemmesiden blev stiftet sent i 2002 af en vestjyde – Tas kaldte han sig. Efter at han havde haft en dårlig oplevelse med at købe steroider, besluttede han sig for at oprette Bodyhouse.

Stærkt inspireret af udenlandske sites var Tas’ mål at give de danske bodybuildere, muskelfanatikere og almindelige træningsnørder et forum, hvor de kunne rådgive hinanden. Om kost, vægtøvelser – og doping.

Foto:  Jeppe Laursen Brock og Skat
Hurtigt blev Bodyhouse et populært sted, hvor tusindvis af danskere skrev om, hvordan man undgår falske produkter, sætter en effektiv steroidkur sammen, bedst muligt injicerer flydende stoffer og behandler bivirkninger.

Der er nok at rådgive hinanden om, for risiciene ved dopingmisbrug er mange og alvorlige: forstørret hjerte, leverproblemer og øget risiko for blodpropper, ligesom mænd kan udvikle bryster og miste deres potens. Dertil kommer muligheden for infektioner, fordi stofferne hyppigt er produceret under usterile forhold.

Men det ser de kropsfikserede mennesker bort fra, når de samtidig har udsigt til at ’gaine’ 10-15 kilo muskler i løbet af en 10 uger lang steroidkur. Derfor var det da også de virkninger, brugerne af Bodyhouse primært skrev om.

Det blev stedet at anbefale bestemte dopingmærker – eller kritisere andre efter en dårlig oplevelse. Og frem for alt blev bodyhouse.dk en salgscentral, hvor steroidkøberne fik kontakt med sælgerne. Det var altså den side, Sten Lorentzen, Alpha-Pharma Healthcares anden dansker, var sponsor af.

Mumbai: På grænsen til slummen
Stanken af menneskelort er tung, urinlugten skarp, dunsten af fordærvet affald blander sig stædigt. Luften er tyk at indånde. Det er bare 20-30 meter fra indgangen til bygningen med Alpha-Pharma Healthcares hovedkvarter – Universal Business Park.

Alpha-pharma

Produktlisten
Samtlige 35 produkter i Alpha-Pharma Healthcares katalog passer til folk, der vil skyde genvej til at trimme sin krop, da stofferne enten stimulerer til øget muskelmasse eller behandler de bivirkninger, et steroidmisbrug kan give:

Et produkt som Astralean bruges med det formål at øge fedtforbrændingen og muskelmassen.

Produkter som Alpha-O, Alphagra og Vitagon bruges mod bivirkninger som hårtab, impotens og ødelagt egenproduktion af testosteron.

Produkter som Induject, Parabolin og TestoRapid er anabole steroider, der stimulerer muskelvæksten.

Produkter som Androxine, Boldebolin og Parabolin er anabole steroider udviklet til kvæg og heste, men som i høj grad også stimulerer muskelvæksten i mennesker.

Produktet Vitex er et væksthormon, der øger fedtforbrændingen og evnen til at træne hårdt.

For foden af højhuset med de store, blanke glasfacader ligger en af de utallige slumområder, som cirka 60 procent af Mumbais godt 20 millioner indbyggere bor i.

Støv har lagt sig over alt i området. Kun blå presenninger, tøj hængt til tørre og enkelte reklameskilte bryder det gråbrune tæppe af lave huse – mange af dem med huller i væggene og simple bliktage.

En kvinde i sari står bøjet over en bunke skrald, roder affaldet igennem sammen med en ged. Kun på hovedgaden midt igennem området er der biler, boligerne ligger så tæt, at der blot er plads til mennesker mellem dem.

Men der, på den større færdselsåre mellem Alpha-Pharma Healthcares hovedkontor og slummen, falder flere af mændene uden for billedet af forfald. De er tydeligt rigere end de fleste i området. Grænsen mellem pressede bukser, fine skjorter, sorte lædersko og lasede pjalter, beskidte ben, bare tæer går lige ved porten ind til Universal Business Park.

Tre vagter lukker de velplejede mænd ud, og de lasede mennesker ude. Mændene i blå uniformer sørger for, at der kun kommer folk med job eller forudbestemte aftaler ind i Universal Business Park.

»Hvad vil I?«, spørger vagterne.

Men da det ikke er lykkedes at skaffe en aftale med Alpha-Pharma Healthcare på forhånd, holder de porten lukket.

Vejen ind i Danmark
Det er endnu en gåde for de danske myndigheder, hvordan Alpha-Pharma Healthcares produkter kommer til Danmark i så store mængder. Men når virksomheder med forbryderiske bagtanker har til hensigt at smugle ulovlige stoffer, har de en række redskaber, de kan tage i brug.

Der er før set eksempler på asiatiske firmaer, der allierer sig med agenter i europæiske lande. F.eks. Spanien eller Italien. Fra deres position i Europa fikser agenterne, at de store dopingpakker kommer forbi tolderne. Når først steroiderne og de andre stoffer er inde i EU, er det let at køre dem direkte til Danmark gennem Schengen-aftalens åbne grænser.

En anden metode kan være, at dopingbagmændene indgår en aftale med europæiske virksomheder, som har licens til at importere medicin fra Asien. Ved den type arrangementer slår tolderne ikke automatisk alarm. En tredje mulighed er at forklæde dopingen som flyttelæs, harddiske, dukker eller noget helt fjerde.

Foto:  Jeppe Laursen Brock og SkatFor smuglerne handler det frem for alt om at finde den letteste vej gennem kontrolnettet – ikke nødvendigvis den billigste eller korteste. Derfor betyder det også mindre, om steroidpakkernes sikreste vej til Danmark er via Singapore, over Moldova og forbi England først.

Og det er svært for politiet at gøre noget ved de suspekte virksomheder i Asien.

»Doping er ikke ulovligt i alle lande, og vi har ikke mulighed for at gøre ret meget, når produkterne kommer fra de lande, hvor det er lovligt. Men vi kigger selvfølgelig på det, når det kommer til Danmark«, siger Michael Ask, fungerende politiinspektør i Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC).

Store mængder produkter fra Alpha-Pharma Healthcare har fundet vej til Europa, USA, Canada og Australien. Det giver et enormt kundegrundlag, da der alene i Danmark er cirka 44.000 mennesker, der har prøvet anabole steroider – det viste en undersøgelse foretaget af Syddansk Universitet i 2010.

De første varer fra Alpha-Pharma dukkede op inden for de danske grænser i 2007. På det tidspunkt begyndte brugerne af Bodyhouse at lægge billeder af steroider fra Jacob Sporon-Fiedlers firma ud på internettet.

Dengang tilbød han blot en håndfuld produkter, men i dag er kataloget vokset til 35 varer. Fra anabole steroider over væksthormoner til medicin mod bivirkninger af dopingkure. I samme hast som produktlisten er Alpha-Pharmas popularitet steget på det illegale marked.

»Deres produkter virker, det er helt sikkert. Lortet er overalt i Skandinavien, næsten alle dealere har dem, så de er lette at finde«, skriver en person på Rbbgear – Anabolic Steroids Blog, ligesom Alpha-Pharma umiddelbart er det mest omtalte mærke på Bodyhouse.

Mere end 25 internationale dopingbutikker på nettet markedsfører Jacob Sporon-Fiedlers varer, og mange af dem tøver ikke med at betegne det danskejede firma som et målrettet dopingforetagende.

»Alpha-Pharma er en førende producent af steroider. Dette firma er kendt for sin kvalitet i produkterne, der giver enorm muskelvækst og små bivirkninger«, lyder det for eksempel på salgssiden Mr. Anabolics.

Mumbai: De riges kvarter
Bilerne er dyre, vejene er brede, der er ingen løse hunde, geder, overhovedet intet affald i gaderne og ingen trængsel. Området foran det nybyggede lejlighedskompleks Lake Lucerne står i skarp kontrast til stort set alle andre kvarterer i Mumbai.

Højhusene spejler sig i den lille Chandivali-sø, græsplænerne er velfriserede, der er en legeplads, og der står sågar sorte skulpturer langs vejen – et af de sjældne steder med kunst i bybilledet.

Lake Lucerne er et af de fashionable steder at bo i Mumbai. Og så er det i øvrigt hjemsted for mr. Jacob – det har Jacob Sporon-Fiedler i hvert fald selv angivet, da han i slutningen af 2011 oprettede en investeringsfond på St. Lucia i Caribien. Der er tennisbaner, squashklub, træningscenter, swimmingpools og en lille pavillon med udsigt over vandet.

Mens gennemsnitslønnen for en arbejder i Mumbai ligger under 25.000 kroner om året, koster lejlighederne i Lake Lucerne flere millioner at købe – og flere hundrede tusinde at leje på årsbasis. Det er her, rigmændene bor.

LÆS OGSÅDopingjægere: Danmark er kriminelles smørhul

Foran indkørslen til de godt 20 etager høje huse er der et solidt gitter, et skilderhus og to vagter. Ligesom ved Universal Business Park lukker de kun folk ind med et specifikt ærinde, så det er umuligt at komme ind og spørge efter mr. Jacob.

Til gengæld lykkes det efter gentagne opkaldsforsøg at komme igennem til hans firma. Det er ganske svært, da der på virksomhedens hjemmeside hverken er angivet kontaktpersoner eller mailadresser. Der er ét nummer, og det er langtfra altid, nogen besvarer opkaldene.

»Hallo, det er Alpha-Pharma Healthcare«, siger en kvinde.

Hej, vi er to journalister fra Danmark, vi vil gerne tale med mr. Jacob.

»Åh, han er her ikke lige nu. Men I kan få hans mobilnummer«.

Millionerne fra Seychellerne
De seneste to år har Alpha-Pharma Healthcare præsteret et overskud på cirka 1 million kroner. Det er dog småpenge i forhold til de beløb, selskabet bag det indiske firma har investeret. Selskabet hedder Alpha Pharma Group – og er kontrolleret af Jacob Sporon-Fiedler selv.

Alpha Pharma Group ligger ikke længere i kælderen til boligblokken på Bramslykkevej i Valby – den danske afdeling blev opløst 14. januar 2008. I stedet er selskabet rykket til øgruppen Seychellerne, der er kendt som et meget brugt skattely.

I løbet af de seneste tre år har Alpha Pharma Group opkøbt aktier for mere end 10 millioner kroner i Alpha-Pharma Healthcare. Altså for langt større beløb, end det indiske firma tjener.

Det er uklart, hvor de mange penge kommer fra. Til gengæld er det sikkert, at nogen har tjent godt på at sælge Alpha-Pharmas produkter på det illegale dopingmarked. Vi har kun detaljeret kendskab til en brøkdel af Skats beslaglæggelser i Danmark.

LÆS OGSÅDopingfangsten sætter rekord i Danmark

Men i fire konkrete sager om det danskejede firmas produkter konfiskerede tolderne ampuller og piller til en værdi af mere end 1 million kroner på det sorte marked.

For eksempel koster 10 ampuller med væksthormon fra Alpha-Pharma næsten 3.000 kroner i steroidbutikken Sledge Hammer 2.0. En tommelfingerregel i dopingverdenen lyder, at et kilo rent anabolt steroid koster under 50.000 kroner, men indbringer omkring 1 million kroner, når det er lavet om til piller eller opløst i olie og hældt på glas.

Det er imidlertid umuligt at se, om der er kanaliseret sorte penge ind i Alpha Pharma Group på Seychellerne. Og den ugennemsigtighed er ofte selve formålet med at lægge selskaber på de små øer ud for Afrikas østkyst.

»En gennemgående årsag til at etablere et holdingselskab på Seychellerne er, at det skaber komplet og aldeles anonymitet omkring kapitalforhold og ejerforhold i selskabet. Det er med andre ord umuligt at få oplysninger om en virksomhed ud af Seychellerne«, siger Kaj Worsøe Jensen, der driver firmaet Anglo Corporate Services, der er specialiseret i at stifte lovlige selskaber i skattely.

»Kun i sjældne tilfælde kan en myndighed udefra hente oplysninger – for eksempel ved våbenhandler og narkosager. Det var også på Seychellerne, IT Factory-bedrageren, Stein Bagger, havde sit selskab«, siger Kaj Worsøe Jensen.

Bruxelles: Mr. Jacobs trussel
Endelig lyder ringetonen. Efter talrige mislykkede opkald fra Indien er det straks lettere at komme igennem til mr. Jacobs telefon fra lufthavnen i Bruxelles – mellemstationen mellem Mumbai og København.

På den anden side af cafeteriets vinduer lander og letter fly i ét væk med passagerer og pakker fra hele verden. Forbinder kontinenter, gør kloden mindre.

»Hallo«, siger en lys mandsstemme i telefonen.

Er det Jacob?

»Ja«.

Vi ringer til dig, fordi vi kan forstå, at du er direktør i Alpha-Pharma Healthcare. Vi vil høre, om vi må stille dig et par spørgsmål om virksomheden?

»Jeg skal lige høre, om det er jer, der er brudt ind i vores laboratorium og har generet en af mine ansatte her i Mumbai«, siger Jacob Sporon-Fiedler – mr. Jacob.

Undskyld mig, men vi har sådan set bare været ude at banke på ved jeres udviklingskontor og mødt din kvalitetsmanager. Det var ganske udramatisk.

»Jeg vil gerne bede om jeres navne, og så bliver I politianmeldt for indbrud og industrispionage. I skal sateme ikke bryde ind og gennemfotografere et laboratorium, som jeg har brugt millioner af kroner på at bygge op«, siger han.

Han hæver stemmen, som sætningen skrider frem.

Prøv lige at høre, Jacob, vi har taget ét billede af døren udefra. Men du må da gerne få vores navne. Jeg hedder Christian Heide-Jørgensen, og min kollega hedder Jeppe Laursen Brock. Vi er journalister på Politiken og vil gerne stille dig et par spørgsmål omkring Alpha-Pharma Healthcare.

»Det kan du så prøve«.

Okay. Hvordan kan det være, at blandt andet steroider og væksthormon fra jeres firma findes på det danske og nordeuropæiske dopingmarked?

»Hvor har du fra, at de gør det? Det passer simpelthen ikke. Det kan jo ikke lade sig gøre«, siger mr. Jacob.

Hvorfor har de danske myndigheder ved flere lejligheder konfiskeret større partier af Alpha-Pharmas produkter på vej ind eller ud af Danmark, når produkterne ikke er tilladt i landet?

»Jeg aner ikke, hvad du snakker om. Og I aner ikke, hvad helvede det er for et land, I gebærder jer i. Nu bliver I meldt til det indiske politi, og så siger jeg bare: Held og lykke med at komme ud af Mumbai«.
¨
LÆS MEREMr. Jacob: »Vi har intet med doping at gøre«

PolitikenPlus
  • Bycykel Unisex cykel der passer til alle med justerbar sadel og styr. Minimal vedligeholdelse og høj kvalitet. Jopo bycyklen er den mest købte cykel model i de nordiske lande.

    Pluspris 3.295 kr. Alm. pris 3.629 kr. Køb
  • Skridttæller Smart skridttæller, Omron Walking style one 2.1, som skal klipses fast på bukselinningen.

    Pluspris 165 kr. Alm. pris 195 kr. Køb
  • Løbe t-shirt Nike er kendt for den gode kvalitet, det smarte design og mange funktionelle detaljer. T-shiten har gode svedtransporterende egenskaber, og klæber ikke.

    Pluspris 99 kr. Alm. pris 299 kr. Køb
  • Bycykel med 3 gear Unisex cykel der passer til alle med justerbar sadel og styr. Minimal vedligeholdelse og høj kvalitet. Jopo bycyklen er den mest købte cykel model i de nordiske lande.

    Pluspris 4.295 kr. Alm. pris 4.629 kr. Køb
  • Cykellygter Bookman cykellygter ? til stilsikre cyklister!

    Pluspris 125 kr. Alm. pris 150 kr. Køb