Annonce
Annonce
Sport

Deltager tæt på druknedød i benhård kamp om OL-billetter

Kvalifikationen til OL 2016 er benhård kamp mellem tre danske besætninger i kvindernes 49er FX-bådklasse. Alle både tilhører verdenseliten, men kun én skal repræsentere Danmark i Rio de Janeiro. Efter kriser undervejs tror Jena Mai Hansen og Katja Steen Salskov-Iversen på, at OL-billetterne bliver deres.

Annonce

VM ud for Buenos Aires i Argentina var det første af i alt tre kvalifikationsstævner, der afgør, hvem der skal repræsentere Danmark i kvindernes 49er FX-klasse ved sommerens olympiske sejladser lidt længere nordpå i Rio de Janeiro.

At konkurrencen om at få udstedt OL-billetterne er hård, understreges af, at de danske både blev nr. 3, 4 og 7 ved det verdensmesterskab og derfor ligger praktisk side om side, når starten går til næste fase af det indbyrdes nationale opgør med World Cup ved Floridas kyst som ramme i næste uge.

Afgørelsen falder ved VM i februar, hvor Jena Mai Hansen og Katja Steen Salskov-Iversen forsvarer fjerdepladsen med bevidstheden om, at deres olympiske drøm kunne være bristet allerede for to et halvt år siden.

Marseille, september 2013

Forventningerne fra omverdenen er på forhånd store til 24-årige Jena Mai Hansen og 19-årige Katja Steen Salskov-Iversen i den danske 49er FX-båd. Efter en fjerdeplads ved EM på hjemligt vand i Aarhus i juni er der kommet pres på parret i sensommeren 2013. De skal levere en toppræstation til det første VM i kvindernes 49er FX. Deres sportslige fremtid står på spil. Team Danmark har stillet krav om minimum en top 8-placering, hvis drømmen om OL i Rio 2016 stadig skal leve. Og leve, det skal den. Koste hvad det vil.

Jena og Katjas selvtillid er i top. Det ultimative mål om en medalje til OL 2016 skal gå i opfyldelse for den ambitiøse danske duo. Der er ikke andre muligheder i spil. Tusinder af træningstimer og en stor økonomisk satsning må ikke gå til spilde.

»Vi er verdens bedste. Vi kommer til at vinde VM«.

OL-kvalifikation

49er FX

Tre danske besætninger kæmper om den ene danske OL-billet i kvindernes 49er FX-bådklasse:

Jena Mai Hansen (27 år) og Katja Steen Salskov-Iversen (21 år). Hellerup Sejlklub.

Ida Maria Baad (23 år) og Marie Thusgaard (22 år). Århus Sejlklub.

Maiken Schütt (27 år) og Anne-Julie Schütt (24 år). Horsens Sejlklub.

Tre udtagelsesstævner tæller i den danske OL-kvalifikation: VM i Buenos Aires, november 2015. World Cup Miami, januar 2016. VM Florida, februar 2016.

De enkelte besætningers resultater lægges sammen. En 1. plads giver 20 point, en 2. plads er 19 point værd osv. Besætningen med flest point kommer til OL

Stilling:

  • Ida Marie/Marie18 point
  • Jena Mai/Katja17 point
  • Maiken/Anne-Julie14 point

De positive tanker fylder både Jena og Katjas sind. VM er netop begyndt på bedste vis med en samlet andenplads efter førstedagen. Humøret er i top.

Men den danske besætning dropper efter yderligere to dages sejladser med bundplaceringer ned igennem feltet til en skuffende 20. plads. Milevidt fra kravet om en samlet top 8-placering til VM. 10.-pladsen bliver det nedslående VM-facit for de ambitiøse sejlere, der dermed har svigtet Team Danmarks målsætning.

»Det er fucking lige meget, Jena! Vi klarer det ikke«.

Katja skriger sin frustration ud over det dybblå Middelhav syd for Marseilles kyst for at få afløb for sin ærgrelse. Hendes stemme er tæt på at knække af bar ophidselse. Kroppen føles drænet for energi, og benene giver langsomt efter. Katja synker om midt på 49er FX-båden.

Jena sidder som forstenet på rælingen. VM 2013 for 49er FX har udviklet sig til en fiasko for den danske båd.

»Vores OL-drøm er slut«, tænker hun.

Oure, oktober 2013

»Vi er i store problemer. Vi mangler penge«.

Den kortfattede, nedslående sms fra Jena tikker pludselig ind på Katjas mobil to uger efter VM.

Team Danmark har smækket pengekassen i på baggrund af den skuffende 10.- plads til VM. Der skal ske noget drastisk, hvis ikke ambitionen om OL 2016 skal kuldsejle allerede tre år før tid.

De danske landsholdssejlere er i efterårsferien samlet på den årlige danske landsholdslejr på Oure. Jena har i mængden hevet landstræner for de kvindelige 49er FX-sejlere, Peter Hansen, til side til en samtale under fire øjne om den skrantende økonomi for ’Team Jena og Katja’.

»Vi bliver nødt til at stoppe. Vi kan ikke få det til at hænge sammen økonomisk«, fortæller Jena grådkvalt til landstræneren.

Ved årets udgang kan Peter Hansen fortælle kvinderne, at deres økonomiske støtte for 2014 er reddet. Jena og Katjas 4. plads ved EM tidligere på året bliver udslagsgivende for den videre satsning på besætningen fra dansk olympisk side.

Beskeden betyder alt. OL 2016 er pludselig blevet et realistisk drømmemål igen.

Mallorca, marts 2014

Den skyfrie himmel og spirende forårsvarme på træningslejren får Jena og Katja til at føle sig i live. Træningen er gået godt vinteren over, og humøret og troen på OL er tilbage.

Vinden er til den stærke side denne forårsdag, men intet kan holde Jena og Katja på land. På vandet går træningen godt i den hårde vind. De andre både er ikke umiddelbart synlige. Et øjebliks uopmærksomhed fra både rorsmand og gast bliver imidlertid pludselig skæbnesvangert. Straks forsvinder 49er FX-bådens spids nedad. Ædt af de altfortærende store blå bølger. Farten i 49eren bremses omgående, så båden langsomt, men sikkert løftes og vælter forover med Jena og Katja fastspændt i deres fodstropper. Uden hjælp i sigte. Den ene rorpindsforlænger bliver ved et tilfælde viklet ind i Jenas trøje og får øjeblikkeligt godt fat. I samme øjeblik, som Jena rammer Middelhavets salte vand, presser redningsvesten hende opad, mens rorpindsforlængeren tvinger hende nedad. Hun er fanget i et fængsel i en minimal luftlomme under bådens næsten flade bund.

»Er du okay«, råber Katja instinktivt.

»Jeg kan ikke komme ud«, er Jenas panikslagne svar under 49eren.

Katja kæmper desperat for at få vendt båden. Men hvert skridt og 70 kilos tryk på undersiden af båden trykker blot Jena længere ned i vandet. Væk fra sin holdkammerat og tættere på druknedøden.

»Jeg er simpelthen ikke klar til at dø«.

Jenas tanker er få, men den 26-årige sejler er fast besluttet på ikke at ende sine dage i Middelhavet.

Pludselig kommer der hjælp fra uventet kant. Finlands landstræner for 49er-bådene har tilfældigvis set optrinnet på den danske båd og kommer til undsætning i sin gummibåd. Sammen forsøger han og Katja at få vendt den danske 49er, så Jena igen kan trække vejret normalt.

»Nu drukner jeg«, er Jenas sidste tanke ved bevidsthed. Det er umuligt for hende at få luft. Det halve minut, som det tager at få vendt båden rundt, føles som år. Optrinnet ender lykkeligt, men overlevelseskampen og den indbyggede frygt for at kæntre under sejlads har brændt sig fast i hukommelsen hos begge kvinder.

Hellerup Sejlklub, oktober 2015

Udtagelsesforløbet til OL 2016 blandt de danske 49er-sejlere er ganske unikt. De tre besætninger har skrevet under på i udpræget grad at arbejde tæt sammen igennem en årrække for at højne hinandens sportslige niveau.

»Det er en helt naturlig ting for os at samarbejde tæt på tværs af 49er-besætningerne«, fortæller rorsmand Maiken Foght Schütt.

»I dansk sejlsport har vi en stærk forankret tradition for, at vidensdeling er vejen frem blandt 49er FX-sejlerne. Vi har ikke de samme økonomiske midler som andre lande, så derfor giver det rigtig god mening at være professionelle samarbejdspartnere«, siger gast Anne-Julie Foght Schütt om forholdet til de to konkurrerende danske 49er-besætninger.

Den Aarhus-baserede 49er-duo, Ida Marie Baad og Marie Thusgaard, er enige i søstrene Schütts synspunkt.

»Vores danske model gør, at vi formår at presse hinanden til det yderste. Vi har fået skabt et unikt træningsmiljø blandt 49er FX-sejlerne, fordi vi er åbne og ærlige over for hinanden, mens vi samtidig sparrer og evaluerer vores sejladser på trods af, at vi er hinandens største konkurrenter«, fortæller Marie Thusgaard.

De kvindelige 49er FX-sejlere har stor forståelse for den danske træningsmodel og efterlever den i praksis, fortæller Thomas Jacobsen, der er sportschef i Dansk Sejlunion.

»Den danske model for træningen af vores elite i 49er FX-klassen har tidligere vist sig at kunne levere medaljer til Danmark, ikke mindst ved OL. Guld i Beijing 2008 og bronze i London 2012 beviser, at den strategi, som vi har udstukket for træningen af de danske elitesejlere, giver resultater«, siger sportschefen.

»Vi tror stenhårdt på, at sammenholdet på tværs af 49er-gruppen giver de bedste forudsætninger for OL-medalje til Danmark i sidste ende«, fortæller Thomas Jacobsen.

Øresund, oktober 2015

En strid pålandsvind står ind over havnen i Hellerup nord for København. Larmen fra sejlene på de mange internationale 49er FX-både inden træningskonkurrencen blander sig med skrigene fra mågerne, der nærmest står stille i vinden.

Nervøsiteten er trods hjemmevante omgivelser stor i den danske båd med ’DEN 71’ på sejlet. Jena og Katja har ikke været på vandet i en lille måneds tid, da en ankelskadet Jena har sat besætningen tilbage i OL-forberedelserne.

15 internationale 49er FX-både har trodset det danske efterårsvejr og ligger vuggende side om side i Øresund. Zigzaggende mellem hinanden forsøger samtlige både at time kapsejladsens afgørende start mellem de gule bøjer til perfektion.

Op mod første topmærke vælger Jena og Katja at sejle en anden vej end langt størstedelen af deres konkurrenter. Bomningen rundt om topmærket sidder lige i skabet.

»Vi har dem. Bare fortsæt«, råber Jena til Katja.

Ved vendingen rundt om første topmærke har Jena og Katja tilkæmpet sig en kneben føring. I medvinden ned mod andet mærke får Katja hurtigt hejst det røde sejl. Faren for at kæntre er stor, og skæbnen viser sig hård for søstrene Foght Schütt i den konkurrerende danske 49er FX-båd, som ikke kan styre den og kæntrer.

»Nu. Bølge. Ud med dig«, skriger Jena pludselig.

Kvinderne undgår med nød og næppe at komme i karambolage med en stor bølge, der kunne have endt alle drømme om sejr i sejladsen. Tankerne er med ét tilbage til Mallorca 2014. Få minutter senere er sejren hjemme. Jena og Katja har overbevisende sat verdenseliten på plads i deres comeback.

»Fedest. Vi er tilbage«, tænker Jena, da 49eren krydser målstregen. Følelserne tager overhånd. Indvendigt græder hun af glæde.

»Hvor er det fedt at have dig tilbage, Jena«, konstaterer Katja med glæde.

Sejren virker som en forløsning oven på problemerne forårsaget af den skadede ankel. ’Team Jena og Katja’ har dokumenteret stort potentiale før slutfasen af den skrappe danske OL-kvalifikation.

Miami, januar 2016

I den kommende uges World Cup i Florida er den næste tredjedel af point i kvalifikationen på højkant.

»Vi ser stadig vores muligheder for at kvalificere os til OL som rigtig gode. Til VM i Argentina blev vi slået på målstregen af vores konkurrenter. Det var vi rigtig ærgerlige over, især fordi det smed os væk fra podiepladsen til VM. Men det er ikke det, der gør, at vi har mistet modet. Tværtimod«, skriver Katja i en besked fra Miami.

»Vi ved nu, at vi har præcis, hvad der skal til for at vinde OL-udtagelsen. Hvis vi formår at udføre vores bedste til de næste udtagelsesstævner, er vi slet ikke nervøse. Det er klart, der er rigtig hård konkurrence om den danske 49er FX OL-billet, men vi vil ikke sove i timen. Vi vil kæmpe for den, til vi har den i vores hule hænder«, forsikrer hun.

Redaktionen anbefaler

Årets Fund: »Kommer vi til OL, er en medalje tæt på«

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce